Kursus skal ændre dårlig trivsel bag folkekirkens næstekærlige mure

I Fredericia var flere af folkekirkens medarbejdere samlet for at få værktøjer til at ændre den dårlige trivsel, en undersøgelse har vist blandt de ansatte.

Lørdag var en stor flok medarbejdere i folkekirken samlet i Fredericia til trivselskursus.

Det er et kursus, der er stablet på benene på baggrund af en større undersøgelse foretaget af Danmarks Radio i august, der viser, at én ud af tre ansatte i folkekirken peger på, at der er et dårligt psykisk arbejdsmiljø præget af mobning, psykisk vold og chikane.

- Ja, der er udfordringer i folkekirken, siger Brian Lymann Iversen, der er ansat som kontaktperson i menighedsrådet i Lejrskov-Jordrup ved Kolding.

Han var mødt op til Krifas trivselskursus for at få gode redskaber til at undgå, at trivslen bliver dårligere i hans branche.

Vil skabe større arbejdslyst

Til kurset i Fredericia bliver deltagerne bedt om at vise, hvad de synes om forskellige trivselsspørgsmål i folkekirken, ved at løfte et antal tændstikker, hvor én tændstik markerer, at man er meget uenig, mens fem markerer stor enighed.

Da spørgsmålet lyder, om der er udfordringer i folkekirken, løfter Brian Lymann Iversen fire styks.

Folkekirkens struktur

Alle Danmarks 2.158 sogne er ledet af et menighedsråd.

Rådene består af mindst fem frivillige medlemmer, der hvert fjerde år er på valg blandt folk i sognet.

Menighedsrådet er arbejdsgiver for organister, gravere, kordegne og andre kirkeansatte undtagen præsterne.

De kirkeansattes øverste ledelse er altså i frivillige, der kan hyre og fyre dem.

Det er også menighedsrådene, der indstiller, hvilken ny præst de vil have ansat.

Officielt er det dog Kirkeministeriet, der ansætter præsterne, ligesom det er Kirkeministeriet, der kan fyre præster efter indstilling fra provst og biskop.

Sognets præst eller præster sidder også i menighedsrådet og har stemmeret på lige fod med de valgte medlemmer.

- Selvfølgelig er der udfordringer. Men jeg tror ikke, det er så meget anderledes i kirken, end det er i al anden erhvervsliv, siger han.

Alligevel er han glad for at være en del af dagens kursus.

- Jeg er kommet her for at få en større ballast til at håndtere og løse opgaverne, så der ikke opstår problemer, siger Brian Lymann Iversen.

Mere oplysning

DR har gennem flere måneder undersøgt det psykiske arbejdsmiljø gennem aktindsigter i tilsynsreaktioner fra Arbejdstilsynet i perioden 2016 til 2022, lavet rundspørger til godt 6.000 ansatte og talt med menighedsrådsmedlemmer og ansatte i 22 forskellige sogne.

Brian Lymann Iversen mener, at der er udfordringer, der skal gøres noget ved.
Brian Lymann Iversen mener, at der er udfordringer, der skal gøres noget ved.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

- Jeg tror først og fremmest det er vigtigt, vi kan tale om det. Det er vigtigt vi kan sætte ord på hvad vi ser, og hvad vi er optaget af, for det er startskuddet til at vi begynder at koordinere vores handlinger, siger Nicolai Skjøtt, der er uddannelsesleder hos Krifa og stod for dagens kursus.

Selvom Brian Lymann Iversen mener, at den dårlige trivsel er et generelt problem, så håber han, at der kan komme gode værktøjer ud af weekendens trivselskursus.

- I gamle dage var vi ikke så oplyste, så der regnede vi jo bare med, at det fungerede rigtig godt de andre steder. Jeg vil gerne være med til at skabe en større arbejdslyst blandt folk i kirken, siger han.