Lægger låg på sag om børneporno

Fredericia Kommune har besluttet sig til at lægge låg på sagen om fund af børneporno på det offentlige toilet ved Monjasa Park. Samtidig er procedurerne strammet op.

En kvindelig servicemedarbejder  blev beskyldt for at lyve, da hun fortalte, at hun var blevet bedt om at smide billeder af nøgne børn ud, som hun gentagne gange havde fundet på toilettet.

Renset

- Den kvindelige servicemedarbejder er ikke utroværdig og vi har fuld tillid til hende, som vi også har til vores andre ansatte, siger driftchef Per Holm, Fredericia Kommune, til Fredericia-Avisen. Sagen har gjort, at vi i fremtiden strammer op omkring fundet af børneporno eller ulovligheder, som servicemedarbejderne finder under rengøring af de offentlige toiletter i Fredericia. Vi skal have lavet nogle procedurer, så dette ikke sker mere i fremtiden.

Fredericia Kommune vil ikke gøre noget overfor den teamleder, som angiveligt skulle have bedt servicemedarbejderen om at smide børne-billederne i skraldespanden.

Set med alvor

3F, som er servicemedarbejderens fagforening, har set med stor alvor på, at arbejdsgiveren har beskyldt et af deres medlemmer for at lyve. Fagforeningen glæder sig i dag over, at beskyldningen er trukket tilbage.

- Vi var til et møde på kommunen i dag med vores medlem, hvor det blev bekræftet fra kommunes side, at vores medlem talte sandt, da hun udtalte sig. Vi har hele tiden set med stor alvor på denne her sag og er glad på vores medlems vegne, at hun er renset for beskyldningerne om at have talt usandt, udtaler næstformand Henny Kristiansen, 3F i Fredericia.

Tilholdssted

Fredericia Kommune overvejer at lukke det offentlige toilet ved Monjasa Park. Det beskyldes for at være et mødested for homoseksuelle og pædofile.