Mand i livsfare: Stukket ned på åben gade

En 24-årig mand blev søndag eftermiddag stukket ned på åben gade i Fredericia efter tumult med to andre mænd.

En 24-årig mand er søndag eftermiddag i livsfare, efter han blev stukket i brystet med en kniv på Korskærvej i Fredericia omkring klokken 13. Politiets teknikere er derfor tilkaldt for at undersøge gerningsstedet nærmere – og en del af vejen er derfor spærret, hvor politiet også leder efter gerningsvåbenet.

- Omkring klokken 13 får vi en anmeldelse om tumult på fortovet. Det er tre mænd, som er i infight, og den ene er så ramt i hjertet med knivstik, siger Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Se mere tv på localeyes.dk

Ofrets tilstand er kritisk, og han er derfor overført til Odense Universitetshospital, oplyser politiet til TV SYD.

Overfaldet i nat

Det 24-årige offer blev allerede natten til søndag overfaldet i en lejlighed i Fredericia, og politiet mener, at knivstikkeriet har forbindelse til overfaldet i nat.

- Det er påfaldende, at offeret blev overfaldet i nat, og vi mener, at knivstikkeriet kan være afledt af opgøret i nat, så vi kigger på personkredsen omkring det, fortæller Hans Hoffensetz til TV SYD.

Da offeret faldt om på fortovet, løb gerningsmændene fra stedet. Og politiet leder derfor efter to personer. Den ene beskrives som en cirka 20-årig mand, 175-180 cm høj og tynd af bygning. Søndag eftermiddag var manden iført en mørk jakke.

 Motivet for opgøret er endnu ukendt.

OPDATERET: Sydøstjyllands Politi oplyser til TV SYD, at den 24-årige mand er stabil. Ifølge politiet burde han altså nu være uden for livsfare.