Massesammenstød i tågen: Lillebæltsbroen spærret i begge retninger

Lillebæltsbroen er lørdag morgen spærret i begge retninger. Ifølge Vejdirektoratet bliver der tidligst klokken 08.00 åbnet for trafikken igen.

Flere lastbiler og personbiler holder på tværs af de tre kørebaner mod Fyn efter flere sammenstød. Vejen i vestlig retning er ligeledes spærret fordi vognbanerne skal bruges til bjærgningskøretøjer.

Der er lørdag morgen tæt tåge i området.

De første meldinger om et uheld på broen kom klokken 04.19, fortæller Sydøstjyllands Politi. 

- Derefter har der så været flere harmonikasammenstød. Det er utroligt tåget med meget nedsat sigtbarhed i området, og vejene er også glatte.

Så det er en farlig kombination, fortæller vagtchefen til Ritzau.

En af politiets patruljevogne blev også involveret i sammenstødet, da den blev påkørt bagfra.

Ifølge politiet er ingen personer kommet alvorligt til skade. 

Uheldet betyder, at det ikke er muligt at køre mellem Jylland og Fyn. Den gamle Lillebæltsbro er også spærret på grund af renovering.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.