Mølby: 35.000 tilskuere råbte Maradonas navn hele tiden

Diego Maradona døde onsdag i en alder af 60 år. Den tidligere landsholds- og Vejlespiller Johnny Mølby husker tydeligt, da han spillede over for verdensstjernen i en landskamp for 27 år siden.

På kontoret i hjemmet i Taulov hænger et foto af verdensstjernen Diego Maradona, der har godt fat i trøjen på Johnny Mølby, i en nærkamp. Det var i en landskamp i 1993 mellem Argentina og Danmark om det uofficielle verdensmesterskab mellem de regerende europæiske og sydamerikanske mestre.

Da nyheden om Maradonas død onsdag gik verden rundt, blev den tidligere professionelle fodboldspiller Johnny Mølby mindet om landskampen i den argentinske by Mar del Plata, hvor 34.683 tilskuere så Argentina trække sig sejrrigt ud af kampen efter straffesparkskonkurrence.

quote

Jeg husker ham som den bedste fodboldspiller, der har eksisteret i min levetid.

Johnny Mølby, tidligere landsholdsspiller

Han erindrer den specielle atmosfære på stadion, hvor Maradonas guddommelige status for argentinerne ikke var til at tage fejl af.

- Jeg husker, at de 35.000 tilskuere på stadion råbte hans navn hele tiden, siger Johnny Mølby, der ikke er i tvivl om argentinerens betydning for sporten.

- Jeg husker ham som den bedste fodboldspiller, der har eksisteret i min levetid. Han gjorde en kæmpe forskel og et kæmpe indtryk. Da jeg var dreng, sad jeg klistret foran fjernsynet for at se ham spille, fortæller han.

Kampen endte 5-4 til Argentina efter straffesparkskonkurrence, hvor både Diego Maradona og Johnny Mølby scorede på deres forsøg.

Johnny Mølby

  • Alder: 51 år
  • Bopæl: Taulov 
  • Født: Vamdrup 
  • Spiller: Vejle Boldklub, Nantes, Borussia Mönchengladbach, Mechelen, AaB, AGF. 
  • Træner: Kolding, AGF, Horsens, Viborg, Esbjerg, Gent, Vendsyssel. 
  • Landskampe: 44 kampe (heraf 16 A-landskampe)

Panik i lufthavnen

Da det danske landshold skulle rejse hjem, oplevede Johnny Mølby endnu en episode, der var endnu et bevis på argentinernes tilbedelse af Diego Maradona.  I lufthavnen opstod der  pludselig panik.

- Vi spillere stod ved skranken for at vise billetter, da alle omkring os begyndte at løbe, så borde væltede. Diego var på vej ind i lufthavnen, og alle skulle bare have et glimt af ham, beretter han.

Fans forsamlede sig onsdag uden for præsidentpaladset i Buenos Aires efter Diego Maradonas død.
Fans forsamlede sig onsdag uden for præsidentpaladset i Buenos Aires efter Diego Maradonas død.
Foto: Ritzau/Scanpix

Johnny Mølby lægger ikke ret tit noget på sociale medier, men i går måtte han til computeren, da nyheden om Maradonas død kom ud.

- Jeg postede på både Instagram og Facebook et billede af en nærkamp mellem Maradona og mig fra den kamp. Det var en fed oplevelse at spille over for ham, fortæller han.

I sit opslag på Facebook skrev Johnny Mølby blot: “R.I.P Diego Maradona” hen over billedet af ham og Maradona i nærkamp den 24. februar 1993. (R.I.P. betyder Rest In Peace eller hvil i fred på dansk, red.)