Mysteriet om forurenet drikkevand fortsætter

I juli måtte flere husstande i Kolding og Fredericia koge deres drikkevand. Årsagen skyldtes for mange colibakterier, men forklaringen leder Trefor Vand stadig efter.

Gryder og elkedler måtte findes frem i juli, da Trefor Vand meddelte, at der var en for høj værdi af coliforme bakterier i drikkevandet. Det udløste en anbefaling om at koge sit vand, som berørte tusindvis af borgere i først Kolding dernæst Fredericia.

Mange prøver fra adskillige vandværker skulle hjælpe med en forklaring på forureningen, men den leder de stadig efter.

quote

Den høje værdi er aldrig set i branchen før.

Lars Skjerning, vandforsyningschef for Trefor Vand.

Aldrig set før

Når der opstår en overskridelse af værdien for coliforme bakterier i drikkevandet, begrænser den sig normalt til en til to værdier. I tilfældet her lå overskridelsen på 200. Den høje overskridelse af værdien for coliforme bakterier i drikkevandet er derfor heller ikke et almindeligt syn.

- Den høje værdi er aldrig set i branchen før, og vi arbejder ihærdigt på at finde forklaringen, siger Lars Skjerning, vandforsyningschef for Trefor Vand.

Der blev taget prøver umiddelbart efter, som viste at vandet var rent. Overskridelsen har fået Trefor Vand til undersøge alle anlæg ned til mindste detalje, dobbelttjekke alle resultater, tage omprøver og meget mere.

Den manglende forklaring på de høje tal gør altså ikke arbejdslysten mindre - svaret skal findes.

- Vi vil rigtig gerne have et svar, så vi kan sikre os, at det ikke sker igen, siger Lars Skjerning.

Eksperter tilkaldt

Trefor Vand har siden sommerferien været i dialog med analyseinstitutter, kommunen og nu også flere eksperter. Her er der blandt andet tilkaldt hjælp fra Danmarks Tekniske Universitet, som skal være med til at løse mysteriet.

- De første meldinger, vi har fået tilbage, er, at de også synes, det er meget uforståeligt. Men vi er ikke opgivende, siger Lars Skjerning.

Svaret på mysteriet lader dog vente på sig.

Hvad er coliforme bakterier?

  • Coliforme bakterier er en gruppe, som findes naturligt i jord, forrådnede planter og overfladevand.
  • De findes ikke natuligt i drikkevand, og derfor er de et tegn på forurening.
  • Coliforme bakterier er ikke det samme som E.coli, som er en del af tarmfloraen hos mennesker og flere dyr.

Kilde: Vandguiden.