Mystik om hjemsendelse af kommunaldirektør

Fredericia fritog sin kommunaldirektør for tjeneste, men hun har stadig ikke fået en begrundelse

Tirsdag den 5. januar blev Fredericias kommunaldirektør, Annemarie Zacho-Broe, pludselig hjemsendt. Godt to uger senere har hun stadig ikke fået en begrundelse fra kommunen, og det er hun og hendes advokat meget utilfredse med.

- Allerede da Annemarie blev hjemsendt, bad vi kommunen om en begrundelse. Men det ville kommunen ikke give. Det er meget kritisabelt, for så kan hun jo ikke forsvare sig og rette eventuelle misforståelser, siger kommunaldirektørens advokat, Pernille Backhausen, til TV SYD.

Enestående sag

Det er ikke hverdagskost, at en kommunaldirektør bliver fritaget for tjeneste.

- Det er meget usædvanligt, og mig bekendt er det enestående, at man ikke får en begrundelse. Jeg har arbejdet med personalejura siden 1994, og jeg har aldrig hørt om det før, siger Pernille Backhausen, som overvejer at klage til ombudsmanden.

Borgmester er gået

Hjemsendelsen kom i kølvandet på nogle kaotiske uger i fredericiansk politik. 8. december meddelte Jacob Bjerregaard (S), at han droppede borgmesterposten og i stedet havde fået job hos rådgivningsfirmaet Advice.

Dagen efter skrev Ekstra Bladet, at der var urent trav, da han i 2016 købte en byggegrund af kommunen. Siden droppede Bjerregaard sit nye job, men gik alligevel af som borgmester ved årsskiftet.

Kommunen besluttede at få lavet en uvildig advokatundersøgelse af sagen om byggegrunden, og siden har advokaterne fået besked om også at undersøge andre forhold. Det var et foreløbigt resultat fra denne undersøgelse, som fik Fredericias økonomiudvalg til at fritage kommunaldirektøren for tjeneste. 

Kommunaldirektøren tiltrådte i marts 2018 og var således ikke ansat på tidspunktet for grundkøbet.

Tavs efterfølger

Fredericias nye borgmester, Steen Wrist (S), ønsker ikke at lade sig interviewe om sagen. TV SYD vil ellers gerne spørge, hvorfor Annemarie Zacho-Broe er hjemsendt, og hvorfor hun ikke må få en begrundelse.

Borgmesteren svarer dog i en mail, at kommunen ikke udtaler sig i personalesager. Det svar undrer Pernille Backhausen.

- Det er meget forvirrende. Vi har på skrift fået bekræftet fra KL, som agerer på vegne af kommunen, at det ikke er en personalesag. Det er netop baggrunden for, at man mener, at en begrundelse ikke er nødvendig, siger hun. 

Advokaten peger i øvrigt på, at Annemarie Zacho-Broe som kommunaldirektør selv bestilte advokatundersøgelsen og bad Horten Advokater om at stå for undersøgelsen, der forventes at være færdig sidst i februar. 

Efter artiklens udgivelse har Fredericia Kommunes pressechef henvendt sig og beklaget, at nuværende borgmester, Steen Wrist, har brugt et forkert ordvalg i et mailsvar til TV SYD. Der skulle stå i mailen, at baggrunden var personaleforhold og ikke en personalesag, skriver pressechefen til TV SYD. Kommunen har både i en pressemeddelelse 6. januar og i flere andre tilfælde brugt ordet "personalesag".