Mystiske breve undersøges: To Jyske Bank-filialer afspærret

Fredag formiddag var Politi og brandvæsen til stede ved Jyske Banks filialer i Kolding og Fredericia efter modtagelse af mystiske breve. Undersøgelser viser nu, at brevene er ufarlige.

Opdateret klokken 15.25: De mistænkelige breve til Jyske Bank er ikke farlige, oplyser operationschef ved TrekantBrand. Det er ikke oplyst, hvad pulveret er. 

I Fredericia og Kolding har politi og redningsmandskab fredag formiddag været til stede på Jernbanegade og Danmarksstræde. Det skete efter, at Jyske Banks afdelinger om formiddagen modtog mistænkelige breve.

Operationschefen ved TrekantBrand, Bo Gøgsig, bekræfter fundene og oplyser, at redningsmandskabet har forladt filialerne igen.

- Vi er færdige på stederne, som vi blev kaldt ud til, da vi har beskyttelsesudstyr til sådanne opgaver. Vi forseglede de mistænkelige breve, og de er nu givet videre til politiet, siger operationschefen.

Han oplyser, at TrekantBrand fik anmeldelsen fra Kolding klokken 8.42, og en halv time senere klokken 9.15 fik de en anmeldelse fra Fredericia.

Klik og se mere på Local Eyes.

Der er afspærret i Kolding ved Jyske Bank filialen.
Der er afspærret i Kolding ved Jyske Bank filialen.
Foto: Local Eyes Agency

Flere filialer ramt

De to sydjyske byers filialer blev afspærret dagen efter, at flere afdelinger i Jyske Bank har været lukket.

Torsdag standsede postvæsenet i Aalborg to mistænkelige breve med pulver, som var adresseret til to filialer i henholdsvis Aalborg og Frederikshavn.

I det midtjyske modtog afdelinger i Jyske Bank i Kjellerup og Holstebro også pulverbreve. I sidstnævnte filial nåede en medarbejder at åbne brevet, men ifølge TV MidtVest er ingen blevet syge. 

Tv-stationen oplyser også, at analyser af pulveret i de midtjyske afdelinger har vist sig ikke at være farligt.