Naturvejleder: Pas på fedtet lerjord – du kan sidde fast

Der er jævnligt mindre jordskred ved Trelde Næs, og man skal være meget opmærksom på det fedtede ler, forklarer naturvejleder.

- Det plastiske ler er enormt fedtet. Du risikerer at sidde meget fast – og du kan nærmest ikke få det af.

Sådan siger naturvejleder i Fredericia Kommune, Bjarne Christensen, til TV SYD efter en 65-årig kvinde torsdag eftermiddag blev bjærget vest for campingpladsen på Trelde Næs ved Fredericia.

quote

Der har tidligere har været et lignende eksempel.

Bjarne Christensen, naturvejleder, Fredericia Kommune

Hans vigtigste opgave er at formidle naturen på næsset, også til eleverne på Trelde Næs Naturskole, så han kender området som sin egen bukselomme. Han forklarer, at man skal være yderst varsom med at færdes i området.

- Vi oplever jævnligt mindre jordskred. Lige nu falder der en stor mængde nedbør og det blæser meget. Når man kombinerer det med vekslende høj- og lavvande, så kan det være svært at komme rundt på grund af passager med jordskred, forklarer Bjarne Christensen.

Den 65-årige kvinde sad uhjælpeligt fast her på Trelde Næs - vest for campingpladsen.
Den 65-årige kvinde sad uhjælpeligt fast her på Trelde Næs - vest for campingpladsen.
Foto: Google Maps / Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Naturvejlederen forklarer, at der ikke er tale om kviksand, men derimod plastisk ler, der er en meget finkornet lertype. Den arbejder meget i al slags vejr, og den er derfor meget fedtet.

- Den plastiske ler er mørkere end sand. Men det kan være svært at se, hvis man ikke er vant til at se forskellen. Det er ikke kviksand, men man sidder fast alligevel.

Bjarne Christensen fortæller, at den 65-årige kvinde gik tur med sin veninde, der ellers er vant til at færdes i området. Og det er desværre ikke første gang, at der sker den slags uheld på næsset.

- Det er sket, før jeg blev ansat. Men jeg ved, at der tidligere har været et lignende eksempel, siger naturvejlederen.

quote

Det plastiske ler er enormt fedtet. Du risikerer at sidde meget fast – og du kan nærmest ikke få det af.

Bjarne Christensen, naturvejleder, Fredericia Kommune

Derfor melder det naturlige spørgsmål sig også: Hvorfor er der ikke sat advarselsskilte op, der advarer om farlig ler og jordskred.

- Det er fordi, det skete på den private del af kyststrækningen. Hvis du kommer ud på den kommunale del, så er der skiltet med at der kan forekomme jordskred, siger Bjarne Christensen.

Derfor mødes han allerede i morgen med relevante personer i kommunen og området.

- Vi skal drøfte hvad det næste, bedste skridt er – både med lodsejere og campingpladsen. Vi skal tale om, hvor langt og hvordan vi skal skilte - også selvom det ikke er på den kommunale del, slutter naturvejleder Bjarne Christensen.

Resultatet af drøftelserne vil blive præsenteret på Facebooksiden Det Grønne Fredericia og på Fredericia Kommunes hjemmeside.