Nødlandet fly lettede igen

Et lille Cessna-fly nødlandede onsdag eftermiddag på en mark ved Fredericia, fordi det fik motorstop. Onsdag aften fik piloten igen gang i motoren, og flyet blev skubbet ud på en markvej, hvorefter det lettede med kurs mod Herning.

Hverken de to personer i flyet eller selve flyet tog skade at mødet med kornmarken.

- Efter de havde tjekket flyet, så tog de chancen og lettede igen fra markvejen. Og det gik fint, fortæller Erik Laursen til TV2 Nyhederne.

Han bor godt 300 meter fra den mark, hvor flyet nødlandede, og hjalp med at få flyet skubbet ud af kornet.

Flyet kom fra Sønderborg, da uheldet skete.