Nu skal den sydligste del af Østerstrand snart åbnes

Offentligheden kan formentlig få adgang til Østerstrand indenfor de næste par år efter nyt møde mellem regionen, Fredericia kommune og Shell.

En ny barriere og en rensning af stranden.

Det er midlerne, der skal til, for at Østerstrand indenfor de næste par igen kan blive åben for offentligheden. Det er mere end 30 år siden, at tusindvis af liter olie løb ud fra Shells tanke på havneterminalen i Fredericia i retning mod Østerstrand og Lillebælt.

En ny undersøgelse fra Region Syddanmark – og Shells egne undersøgelser – viser, at der ikke længere findes større mængder af olie i fri fase ovenpå det øverste grundvand. Samtidig er parterne samles til et møde, hvor Shell har lovet at vedligeholde en gammel barriere og etablere en reaktiv barriere, der skal forhindre mere olie fra det gamle oliespild at nå den sydligste del af Østerstrand. Det er alle disse tiltag, der nu får åbningen af Østerstrand til at rykke nærmere.

- Vi er nogenlunde sikre på, at der ikke kommer mere olie ud på stranden. Nu handler det derfor om at få etableret den ny barriere og få renset stranden. Det betyder, at stranden formentlig bliver tilgængelig for offentligheden om tre år. Før hed tidshorisonten tre til syv år, siger Jørn Lehmann Petersen (S), der er formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer i Region Syddanmark, til TV SYD.

Over det seneste år har Region Syddanmark foretaget 49 prøveboringer i den østlige del af havneterminalområdet. Parterne blev enige om at udskyde undersøgelserne af den vestlige del til efter årsskiftet.  De tre parter forventer at mødes igen i efteråret 2018 – og barrieren forventes at blive etableret inden vinteren 2018.

Olie og Østerstrand

- Det er mere end 30 år siden, at tusindvis af liter olie løb ud fra Shells tanke på havneterminalen i Fredericia i retning mod Østerstrand og Lillebælt. Siden har Shell iværksat en række tiltag for at opsamle olien og forhindre den i at brede sig yderligere.
- En såkaldt BOS200-barriere vil ifølge Shells erfaringer forhindre opløst olie i nå Østerstrand. Barrieren ventes etablereret inden vinteren 2018.
- Modsat opløst olie, som er blevet opløst i grundvandet, så er fri fase olie den rene uopløste olie.
- Østerstrand er blevet forurenet af netop opløst olie, som de fleste steder ligger i en dybde af 1,20 meter under sandet, hvor det er ført til via grundvandet.
- Det vurderes, at olien ikke umiddelbart udgør nogen fare for forurening af Lillebælt.