Ny bog med kritik af Fredericia kommune

En bog, der udkommer på tirsdag, sætter fokus på fredericianeres negative oplevelser med deres kommune.

De tre forfattere har samlet mere end halvtreds eksempler på borgere, der har haft en negativ oplevelse med sagsbehandlingen i Fredericia Kommune.

Mange af eksemplerne drejer sig om manglende hjælp til børn, syge og misbrugere.

Det er højst usædvanligt, at utilfredshed på den måde udkommer i bogform.

- Vi håber på en landsdækkende debat. Måske er der også andre steder, hvor borgerne ikke får den hjælp og støtte, de har krav på, forklarer Ghita Riis Hansen, der er en af forfatterne til bogen.

Helt i bund

Udgangspunktet for bogen var en undersøgelse i foråret, der vidste, at Fredericia kommune lå helt i bund, når det handlede om borgernes tilfredshed med deres kommune.

Byens borgmester, Thomas Banke (Venstre), har endnu ikke læst de mange beskrivelser af det, som de berørte borgere selv opfatter som kommunalt svigt.

- Selvfølgelig ønsker vi at have tilfredse borgere. Derfor laver vi også en tilfredshedsundersøgelse i løbet af efteråret. Men helt generelt må jeg sige, at hvis man er utilfreds med en kommunal afgørelse, så er der rig mulighed for at klage til andre instanser, siger borgmester Thomas Banke til TV SYD.