Ny frihedspris ærer holocaust-overlever

​Fredericia sætter fokus på frihed med indstiftelsen af ny pris for unge i Arlette Andersens navn.

Arlette Andersen overlevede holocaust og har siden fortalt mange tusinde mennesker om besættelsestiden og frarøvelsen af sin frihed. I dag er hun 93 år og holder ikke længere foredrag, men nu skal hendes arbejde leve videre igennem en ny generation af unge mennesker.

Hun lægger nemlig navn til Arlette Andersens Frihedspris. En pris, der skal hylde og sætte fokus på frihed som et grundvilkår i livet.

- Jeg er meget glad for den pris. Så er det, som om mit arbejde fortsætter, siger Arlette Andersen, der selv deltog i indstiftelsen på Fredericia Gymnasium fredag. 

Prisen henvender sig til unge mellem 14 og 21 år fra Fredericia og for at komme i betragtning til prisen, skal man skrive et essay, digt, artikel, lave en film, billedkunst eller en anden form for værk. Fælles for alle værker er, at temaet skal være frihed.

Men hvad er frihed egentlig. Det er i hvert fald ikke noget, gymnasieeleverne i Fredericia tænker ret meget over.

- Jeg tager den nok lidt for givet. Det er først, når jeg støder på nogen, der ikke er helt lige så frie som mig, at det popper op i mine tanker, siger gymnasieelev Mikkel Bak Andersen til TV SYD. 

Og den opfattelse går igen hos hans medstuderende Laura Fauth Hartling.

Når jeg ser folk, der mangler den, så tænker jeg over, hvor stort et privilegie det er at bo i Danmark, hvor jeg kan tænke og gøre, hvad jeg vil, siger hun til TV SYD.

Selvom frihed ikke er noget, der fylder meget i de unges hverdag, synes de alligevel, at den nye frihedspris er væsentlig.

- Jeg synes,  det lyder meget, meget spændende, og det er vigtigt at diskutere og tænke over friheden, siger Laura Fauth Hartling.

- Når vi unge her i Danmark går og tager friheden for givet, så er det vigtigt at have erindringer fra folk som Arlette, siger Mikkel Bak Andersen.

Prisen er stiftet af Fredericia Kommune, Fredericia Gymnasium, Danske Bank, Fredericia og Vejle Amts Folkeblad.