Politiet efterlyser sort scooter i drabssag

Efter drabet i Fredericia efterlyser Sydøstjyllands Politi sort scooter. 24-årig skuddræbt blev forsøgt genoplivet på gerningsstedet.

- Vi efterlyser den sorte scooter, der er set køre væk fra gerningsstedet, siger Carit Andersen, politiinspektør og leder af efterforskningen hos Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Politiet arbejder mandag aften i Korskærparken i Fredericia med at opklare drabet på den 24-årige mand. Der er stillet et telt op omkring gerningsstedet ud for Korskærvej 6, og flere veje i området er stadig afspærret.

Den 24-årige dræbte nåede aldrig videre end gerningsstedet efter at være blevet skudt i brystet, forklarer politiinspektøren.

- Der blev forsøgt genoplivning, men han afgik ved døden på selve stedet, siger Carit Andersen.

Selvom én person er set køre væk fra gerningsstedet på en scooter, og otte andre personer er anholdt, er det stadig sparsomt med oplysninger fra Sydøstjyllands Politi. 

- Vi arbejder på højtryk på gerningsstedet. Samtidig afhører vi alle de vidner, vi kommer i kontakt med i området, siger Carit Andersen, der mener, det er for tidligt at sige, om drabet er banderelateret.

-  Vi efterforsker bredt, så det er alt for tidligt at sige noget om motivet, siger han.

Mobil station klar til henvendelser

Sydøstjyllands Politi har placeret sin mobile politistation i beboelsesområdet, og politifolk i uniform, der ikke direkte er en del af efterforskningen af drabet på en 24-årig beboer i Korskærparken, går rundt i området.

- Det er voldsomt, når der pludseligt bliver affyret et skud og en mand dør i området. Derfor vil vi give beboerne mulighed for at tage en snak med politiet, fortæller Carit Andersen.

Hvis nogle af beboerne har observeret noget i forbindelse med drabet, opfordrer han dem til at komme forbi den mobile politistation.

- Det kan godt bare være en lille ting, de har observeret. Selvom de synes, det er for småt, så kom hellere med det. Så skal vi nok sortere i det og vurdere, om det har betydning, siger Carit Andersen.