Populært folkeeventyr om tre grise og en ulv åbner nyt musicalteater i Fredericia

Fredericia Musicalteater er skabt af murbrokkerne fra Fredericia Teater, der gik konkurs i marts sidste år. Teaterdirektøren har store ambitioner.

En nyfortolkning af folkeeventyret De tre små grise er den første forestilling på programmet hos Fredericia Musicalteater, der er skabt, efter at Fredericia Teater i marts 2020 gik konkurs.

Konkursen indtraf, mens coronavirussen var begyndt at sætte sit aftryk i samfundet. Teatret døjede samtidig med et svingende billetsalg til stort anlagte forestillinger, hvilket gav et tocifret millionunderskud i 2019. Det blev også konstateret, at der var brugt mere på markedsføring, end bestyrelsen havde tilladt.

I januar i år offentliggjorde Fredericia Kommune så åbningen af Fredericia Musicalteater, og at kommunen støtter teatret med 11 millioner kroner årligt i ambitionen om at blive Danmarks musicalhovedstad.

Tror på god fremtid

Teaterdirektør Ferry Hogeboom har store ambitioner med det nye musicalteater.

- Fredericia Musicalteater stræber efter at blive hjemsted for musicalteatre i Danmark og være det hjem, hvor musicalteater som genre kan blive plejet, udviklet, introduceret og set på i forskellige perspektiver, siger han.

Fredericia Musicalteater skal være hjemsted for musicalteatre i Danmark, siger teaterdirektør Ferry Hogeboom.
Fredericia Musicalteater skal være hjemsted for musicalteatre i Danmark, siger teaterdirektør Ferry Hogeboom.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Eventyret om de tre små grise og den store, stygge ulv, som Walt Disney har udødeliggjort med sin filmatisering i 1933, er altså den første forestilling på plakaten.

Lørdag var der premiere på stykket, der spiller frem til 19. september.

Instruktøren bag stykket, Mads M. Nielsen, kalder det vidunderligt at kunne instruere igen.

- Det har været en fantastisk proces, og vi har haft det så sjovt. Den der oplevelse af en sal fyldt med børn er en kæmpe oplevelse, siger han. 

Mads M. Nielsen har tidligere spillet med i 'Klokkeren fra Notre Dame' og musicalen om musikgruppen Shu-bi-dua på det daværende Fredericia Teater, som blev en bragende succes.

Han tror på, at det nye Fredericia Musicalteater går en god fremtid i møde.

- Jeg tror, at Fredericia Musicalteater bygger på nogle erfaringer: Nogle var fantastiske, som eksempelvis at lave 'Klokkeren fra Notre Dame' og 'Shu-bi-dua', og så var der nogle lidt grimme erfaringer, som man også møder i livet og bliver klogere af. Jeg er sikker på, at det vil styrke Fredericia Musicalteater som konstruktion og som kulturinstitution.

Udsolgt var der ikke til premieren på De tre små grise, men der var velbesøgt til stykket, som spiller frem til 19. september.
Udsolgt var der ikke til premieren på De tre små grise, men der var velbesøgt til stykket, som spiller frem til 19. september.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

- Så håber jeg også, at borgerne i Fredericia tænker over, hvordan det var pludselig ikke at have et teater, så de bliver bedre til at besøge det - ikke kun til de store forestillinger, men også til de små - og støtter op om, at byen har et musicalteater i verdensklasse, siger han.

Til november er der premiere på genopsætningen af musicalen om Shu-bi-dua.