Privat forening fik unik ret til at udskrive enorme regninger

Forsikringsbranchen pressede på for lov, som kan ruinere borgerne. DF vil have kigget på loven, som har sendt tusinde af borgere i fogedretten.

”I næste uge er det fem måneder siden, vi henvendte os. Der er sket absolut intet … Vi tvinges desværre snart til at tage sagen op på højt niveau”.

Sådan skrev Forsikring & Pension i oktober 2016 i en mail til Transportministeriet. De danske forsikringsselskaber brugte efter eget udsagn 73 millioner kroner årligt på at dække de skader, der var forvoldt af uforsikrede køretøjer.

Derfor foreslog forsikringsselskabernes organisation, at garantifonden DFIM skulle have lov til at opkræve dagsgebyrer fra de uforsikrede borgere. Så kunne overskuddet gå til at dække skaderne.

Det fik DFIM ret til med en lov, der trådte i kraft 1. januar 2019. Dermed slap selskaberne for selv at betale for skaderne, og antallet af uforsikrede køretøjer er bragt markant ned.

Til gengæld fik tusindvis af borgere regninger på fem- og sekscifrede beløb. Det møder kraftig kritik fra juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet.

DFIM har lov til at tage pant i folks køretøjer og øvrige private ejendom, så folk kan miste alt, hvis de ikke kan betale. Men TV SYD’s gennemgang af høringssvarene og det lovforberedende arbejde viser, at mange problemer kunne være undgået, hvis skyldnerne havde fået tilstrækkelig information.

quote

Det er udtryk for en kedelig tendens til, at lovgivningsmagten ikke bekymrer sig tilstrækkeligt om borgerens retssikkerhed

Sten Schaumburg-Müller, Syddansk Universitet

Kritik fra professor

Borgerne har kun fået breve i deres postkasse, ikke i e-Boks eller pr. anbefalet brev. De breve er ofte blevet sendt forkert eller overset, så mange har ikke kendt til kravet, før de forgæves ville forsikre et nyt køretøj, eller de pludselig (i e-Boks) blev kaldt i fogedretten. I en del sager har borgerne ikke anerkendt kravet.

Ved indgangen til 2022 havde DFIM 5.573 aktive sager ved fogedretten med krav om i alt 611 millioner kroner. Det er et gennemsnit på 109.636 kroner. Før dem havde tusindvis af borgere allerede betalt store beløb.

Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor fra Syddansk Universitet.
Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor fra Syddansk Universitet.
Foto: TV SYD

Forbrugerrådet Tænk opfordrede i sit høringssvar til at informere borgerne dagligt og på flere platforme. Men det afviste ministeriet, fordi ”omkostningerne til administration af ordningen skal begrænses mest muligt, så det sikres, at det overskydende beløb er tilstrækkeligt til dækning af DFIM´s erstatningsudbetalinger”.

Forløbet undrer juraprofessor Sten Schaumburg-Müller.

- Man skal informere tydeligt om, at man pålægger et dagsgebyr, og at der er udpantningsret. Og man skal kunne bevise, at man har sendt kravet. Tidligere gik domstole ud fra, at breve kom frem, men efter min vurdering er postvæsenet ikke sikkert længere, siger Sten Schaumburg-Müller.

Ingen advokat eller klagenævn

Professoren bider også mærke i andre forhold, hvor der ikke umiddelbart er tænkt på borgeren. Blandt andet blev en overvejelse om at indføre en uvildig klageadgang afvist. Man kan kun klage direkte til DFIM, som blot henviser til, at man kan gå i retten med sin klage.

Der er heller ikke indført noget tilsyn eller kontrol af DFIM. Desuden bevilges der ikke en advokat, når man skal i fogedretten, så mange borgere må føre deres egne sager mod forsikringsbranchens advokater.

- Det er udtryk for en kedelig tendens til, at lovgivningsmagten ikke bekymrer sig tilstrækkeligt om borgerens retssikkerhed, for eksempel ved at sørge for beskikkelse af en advokat. Jeg kender ikke konkrete sager i detaljer. Men man kan ikke afvise, at Den Europæiske Menneskeretsdomstol ville finde, at retten til retfærdig rettergang ikke er opfyldt, hvis sagerne blot gennemføres automatisk, siger Sten Schaumburg-Müller.

Allan Pedersen har aldrig fået opkrævninger fra DFIM i e-Boks eller pr. anbefalet post. Han siger til TV SYD, at han tjekker sin postkasse hver dag og heller ikke har modtaget opkrævninger med gammeldags post.
Allan Pedersen har aldrig fået opkrævninger fra DFIM i e-Boks eller pr. anbefalet post. Han siger til TV SYD, at han tjekker sin postkasse hver dag og heller ikke har modtaget opkrævninger med gammeldags post.

Enestående lov

Forsikring & Pension argumenterede med, at ”de andre nordiske lande for længst har indført eller er i færd med at indføre betalingssystemet”. Og den daværende transportminister Ole Birk Olesen (LA) opfyldte gerne branchens store ønske.

”Nu skal det være slut med at køre på frihjul”, fastslog han i 2017 i en pressemeddelelse. Her citerede han forsikringsbranchens argument om, at skaderne hidtil blev betalt ”via forsikringspræmien fra alle de bilejere, som har tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring”.

I 2018 bekræftede Ole Birk Olesen i Folketinget, at det er enestående, at staten giver en privat aktør lov til at opkræve dagsgebyrer på denne måde:

”Der findes ikke på transportområdet, og mig bekendt heller ikke på andre områder, ordninger, der svarer til lovforslagets dagsgebyrordning”, sagde ministeren.

Kim Nielsen har en 44 år gammel motorcykel, som ikke kan køre, så han skippede forsikringen. Det var en fejl, som stod til at koste ham 252.500 kroner. Nu slipper han.
Kim Nielsen har en 44 år gammel motorcykel, som ikke kan køre, så han skippede forsikringen. Det var en fejl, som stod til at koste ham 252.500 kroner. Nu slipper han.

Måtte ikke blive ”urimeligt højt”

I udkastet til lovforslaget skriver ministeriet, at dagsgebyret skal ”have en størrelse, der virker motiverende på ejerne/de varige brugere af uforsikrede køretøjer set i forhold til at betale selve forsikringspræmien, uden at dagsgebyret dog bliver urimeligt højt”. I sidste ende blev dagsgebyret dog sat til 250 kroner mod 150 kroner i Sverige og Norge.

Før lovændringen kostede det 1.000 kroner i bøde, hvis man ikke havde forsikret sit køretøj, så i mange tilfælde er borgerne altså blevet straffet 100, 200 eller 300 gange højere.

Til sammenligning koster det en bøde på 2.000 kroner fra Færdselsstyrelsen, hvis man ikke rettidigt får synet sin bil. Hvis man stadig ikke reagerer, kommer der yderligere en bøde, nu på 4.000 kroner, og derefter kan politiet klippe pladerne.

Også på andre måder skiller loven sig ud. I juni 2017 fremgår det af en mødedagsorden, at dagsgebyret ”reelt vil være et rykkergebyr, men som ikke vil skulle følge rentelovens og inddrivelsesbekendtgørelsens regler. Disse vil derfor skulle fraviges”.

Dagsordenen nævner også ”fastsættelse af regler om klageadgang. Det er ikke hensigtsmæssigt med klageadgang til departementet eller anden styrelse under TRM”. Der nævnes en ”eventuel etablering af klageadgang til Ankenævnet for Forsikring”, men det blev ikke etableret.

quote

Man skal informere tydeligt om, at man pålægger et dagsgebyr

Sten Schaumburg-Müller, Syddansk Universitet

Ingen partier protesterede

Enhedslisten stemte blankt, mens alle andre partier stemte for. Enhedslisten mente, at ”omfanget af det skitserede problem er begrænset. Vi forventer desuden, at problemets omfang vil formindskes yderligere i de kommende år, i takt med at politiets anvendelse af de såkaldte ANPG-scannere bliver øget. Vi finder derfor, at lovgivning på dette område ikke er nødvendig”.

Men ingen partier var opmærksomme på opkrævningsmetoderne. Det fokus er først kommet, efter TV SYD i november 2022 begyndte at bringe historier med skyldnere af beløb på helt op til 325.000 kroner.

Efterfølgende har DFIM annulleret gælden for to af de fire borgere, som var i TV SYD, fordi kravene viste sig at være ubegrundede. TV SYD har haft fire borgere på skærmen, som fik krav på mellem 62.000 og 325.000 kroner. Kun én af disse kørte uforsikret rundt. To havde solgt deres køretøj, men køberen havde ikke sørget for ejerskifte, mens én havde en motorcykel, der ikke har kørt i årevis. 

Pia Friis Jensen fik pludselig klippet pladerne på sin bil af politiet. Hun vidste ikke, at hun havde kørt uforsikret rundt i otte måneder, og at der ventede hende en kæmperegning.
Pia Friis Jensen fik pludselig klippet pladerne på sin bil af politiet. Hun vidste ikke, at hun havde kørt uforsikret rundt i otte måneder, og at der ventede hende en kæmperegning.
Foto: Hans Lausten/TV SYD

Forsikringsbranchen lover ændringer

Desuden har DFIM lovet at sende digital post samt at indføre et gebyrloft, på 25.000 kroner for private og 60.000 kroner for firmaer i de verserende sager.

Transportministeriet oplyser, at man netop har meddelt DFIM, ”at der er ikke noget lovgivningsmæssigt til hinder for, at DFIM fastsætter et loft over dagsgebyrerne”, og det gælder fra nu af, bekræfter Thomas Brenøe, som er vicedirektør i Forsikring & Pension.

- Før var der over 50.000 uforsikrede, nu er der under 10.000. Så dagsgebyrerne virker modsat risikoen for den bøde på 1.000 kroner, man kunne få, hvis ellers politiet stoppede én. Der har også været en gruppe svage borgere, som slet ikke har reageret på vores henvendelser. Dem har vi desværre været for dårlige til at få i tale, og i nogle af de langstrakte sager er der opkrævet meget store beløb. Det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, siger Thomas Brenøe.

Han oplyser, at DFIM indtil 1. januar 2023 ikke havde lovhjemmel til at sende i e-Boks, men det har DFIM nu, og dermed kan man lettere komme i kontakt med folk.

DF vil fikse loven

Men sagen stopper ikke her. I sidste uge stillede både SF og Dansk Folkeparti en stribe spørgsmål til transportminister Thomas Danielsen (V).

Blandt andet om, hvorvidt han opfatter 25.000 som en rimelig sanktion. Om man bør kompensere de borgere, som allerede har betalt over 25.000 kroner. Og om det er borgernes skyld, at de ikke blev tilstrækkeligt informeret. Thomas Danielsen har endnu ikke svaret på de mange spørgsmål, men skriver onsdag til TV SYD:

"Når man kører rundt uden ansvarsforsikring, spiller man hasard med andre menneskers liv og økonomi. Målet med dagsgebyret er derfor at få nedbragt antallet af uforsikrede køretøjer. Her har ordningen været yderst effektiv, idet den har nedbragt antallet af uforsikrede køretøjer med cirka 80 pct. Det er selvfølgelig vigtigt, man er klar over, at ens bil er uforsikret, og derfor må man også forvente, at DFIM i lyset af de her sager gør en ekstra indsats for at kontakte borgere."

Folketingsmedlem Peter Kofod (DF) er utilfreds med det svar, ministeren har givet TV SYD.

- Der er ikke så meget kød på ministerens svar. Når det offentlige tillader en privat aktør at opkræve dagsgebyrer, så bør der være en kontrol af, om borgerne bliver klemt. Det virker som om, man har lavet loven og derefter glemt alt om den. Vi må have kigget på systemet én gang til for at se, om alt er i orden, og ellers må vi jo fikse loven, siger Peter Kofod.