Regn redder afgrøderne

Det var i sidste øjeblik, det begyndte at regne. Landmændenes afgrøder var på nippet til at få varige tørkeskader.

Regnen de sidste par dage er kommet som sendt fra oven. Bogstaveligt talt. Den har reddet livet for landmændenes nysåede afgrøder.

Vinteren var alt for våd, men april var knastør i et omfang, som i den grad har været et problem for landmændene og deres marker. Deres nysåede vækster har været på nippet til at få varige skader, fordi planterens behov for væde er afgørende i deres tidlige vækst.

Kaskader af vand

Derfor har vi i april set landmændenes vandingsmaskiner sprøjte kaskader af væde ud langt tidligere end normalt, om der nogensinde har været en sådan tilstand, når vi snakker landmænd og afgrøder.

Dette er et smukt syn for enhver landmand. Der er regn på vej.
Dette er et smukt syn for enhver landmand. Der er regn på vej.

Men nu smiler de igen. For eksempel mælkeproducent Nis Kristian Hjort fra Skærup ved Børkop.

Sidste øjeblik

- Det var i sidste øjeblik, hvis ikke det skulle gå ud over høsten, siger han lørdag til TV SYD.

- Min jord er ret god og kan godt klare sig lidt uden regn, det er værre for landmænd med sandede jorde, men selv jeg kan ikke klare mig en hel sæson uden regn, siger Nis Kristian Hjort.

Den regn kom nu.