Rekord: 80.000 besøgte Madsby Legepark i regnfuld juli

På trods af det halvdårlige sommervejr har næsten 80.000 gæster besøgt turistattraktionen i Fredericia i juli måned.

Selv om sommervejret ikke har vist sig fra sin bedste side, så har Madsby Legepark registreret rekordmange gæster i juli måned i år. Næsten 80.000 gæster har været på besøg.

Vejret er en afgørende faktor for besøgstallet i Legeparken. Derfor har sommervejret, hvor det er for blæsende og for koldt til at tage til stranden, haft en stor betydning for valget af udflugtsmål. Mange turister, både indenlandske og udenlandske, har i år valgt at komme på besøg i Madsby Legepark.

-  De mange gæster har en afsmittende effekt på resten af byen, og det er vi rigtig glade for, siger Lars Ejby, (S), formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia, i en pressemeddelelse.

De første måneder af sæsonen registrerede legeparken også en stigning i forhold til sidste år, mens januar, februar og marts lå noget lavere.

August tegner også til at blive lidt højere end de øvrige, så alt i alt forventer legeparken, at besøgstallet for hele året slår nye rekorder.