Renseprocedure giver høje flammer i Fredericia

Borgerne i Fredericia kan i den kommende periode opleve store flammer og synlig røg fra raffinaderiet. Der er dog kun tale om almindelig rensning af anlægget.

Fra den 2. april og frem kommer der flere flammer og mere røg fra Shell Raffinaderiet i Fredericia. Det er det såkaldte visbreaker-anlæg, der skal afkokses og renses, oplyser Shell.

Rensningen betyder, at der kommer større flammer end normalt, men ifølge Shell så er det altså en helt normal procedure.

-Det er lidt ligesom når kaffemaskinen den skal afkalkes derhjemme, bare i en noget større målestok, fortæller pressechef Torben Øllegaard Sørensen til TV SYD.

Arbejdet forventes at være afsluttet den 11. april.