Se billederne: Nu begynder Shell at fjerne gammel olieforurening på strand

Torsdag morgen begyndte raffinaderiet Shell at fjerne en gammel olieforurening fra Østerstrand i Fredericia. Forureningen har været så omfattende, at dele af Østerstrand har været lukket for offentligheden de seneste fire år.

Shells raffinaderi i Fredericia begyndte torsdag morgen et større rensningsarbejde efter en olielækage i 1980'erne på Shells Havneterminal meget tæt på den bynære Østerstrand.

quote

Vi ryddede op dengang i 80'erne, og alle myndigheder var involveret i det, men det har vist sig, at det ikke var godt nok.

Kurt Bjerre, produktionsdirektør, Dansk Shell, Fredericia

På grund af forureningen har dele af stranden været lukket for adgang de seneste fire år, da man opdagede, at sundhedsskadelige kulbrinter fra den gamle olielækage sivede ned og forurenede undergrunden og løb ud i havet.

Det skønnes, at det tager tre til fem år, før forureningen er helt væk.
Det skønnes, at det tager tre til fem år, før forureningen er helt væk.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

- Vi ryddede op dengang i 80'erne, og alle myndigheder var involveret i det, men det har vist sig, at det ikke var godt nok, fortæller Kurt Bjerre, der er produktionsdirektør hos Dansk Shell i Fredericia. 

Bakterier skal æde forureningen

Nu har Shell sammen med miljøvirksomheden Ejlskov udviklet en metode, hvor man kan rense stranden for de skadelige kulbrinter.

- Der bliver sat to barrierer op, som er et slags biologisk rensningsanlæg, hvor der bliver 'skudt' bakterier ind i anlægget, som med tiden vil 'spise' den olie, der stadig siver ned på stranden og i vandet, og dermed fjerne forureningen, siger Kurt Bjerre.

Shell betaler for oprydningen

Det er Shell, som bekoster oprydningen efter det mere end 30 år gamle spild på Shells havneområde. Olieforureningen skete, før miljølovgivningen trådte i kraft, så Shell er egentlig ikke forpligtet til at betale for oprydningen. 

- Det er vores olie, og vi har valgt at påtage os opgaven, selvom vi sådan set ikke juridisk er forpligtigede til det. Arbejdet bliver nu lavet i et tæt samarbejde med både Region Syddanmark og Fredericia Kommune, oplyser Kurt Bjerre.

Beregninger viser, at forureningen skulle være væk fra Østerstrand om mellem tre og fem år.