Se billederne: Skolebørn sender påskehilsner til Fredericias ældre

Hele 4. årgang i Fredericia havde lavet påskehilsner, som skulle få beboerne på kommunens plejecentre i påskehumør, nu hvor de ikke kan få besøg.

I en tid med coronavirus lige uden for døren, blev der tænkt lidt ekstra på de ældre beboere i samfundet.

Derfor havde 4. årgang på Fredericias distriktsskoler tænkt kreativt. De havde produceret en hel bunke påskehilsner, som skulle forsøde tilværelsen hos de ældre på plejehjemmene, som i øjeblikket ikke kan få besøg, som de plejer.

- Vi ved, hvor meget besøg fra familien betyder for vores ældre borgere – især fra deres livgivende børnebørn og oldebørn. Vi kan mærke, at de savner det for tiden, og det er derfor fantastisk, at der er elever, som vil bringe påskestemning ind på vores plejecentre. Jeg er sikker på, at det vil bringe både smil og minder frem, siger Lars Ejby, formand for Senior- og Handikapudvalget.

Hilsnerne sendes digitalt

Med i påskeprojektet var alle fire distriktsskoler i Fredericia, som på forskellig vis havde kreeret påskehilsner. Hilsnerne blev affotograferet og sendt digitalt til plejecentrene i Fredericia.

Billederne blev sendt ud til plejecentrene den 3. april, da alle skolebørn gik på påskeferie.

- Det varmer mit hjerte, når jeg hører om alle de gode historier, som lærere og elever får skabt ude omkring. Jeg tror, at det er meget værdifuldt for alle vores elever, at de mærker, at de kan være med til at gøre en positiv forskel. I denne tid skal vi udvise samfundssind, og det gør vi ved at have øje for hinanden, og her kan vi alle bidrage, store som små, siger Ole Steen Hansen, formand for Børne- og Skoleudvalget.