Se politiets billeder: Taget på fersk gerning i trafikken

Ved en færdselskontrol fældede Sydøstjyllands Politi trafiksyndere, der både undlod at holde til højre,og som kørte for stærkt.

Flere bilister havde lidt for travlt, da de i sidste uge kørte på motorvej E45, skriver Sydøstjyllands Politi Facebook.

Samtidig har politiet også taget billeder af de forskellige situationer. Se dem øverst i artiklen.

Politiet skriver, at en bilist åbenbart havde så travlt med at snakke med sin medpassager, at han ikke fik holdt til højre over en længere strækning. Det endte med en bøde på 1.000 kroner.

En anden bilist kørte for tæt på en forankørende bil og blev siden standset med en hastighed på over 144 km/t i en 110 km/t-zone. Det gav straks et klip i kørekortet.

Desuden blev en række bilister taget for at køre for stærkt:

- To bilister kørte med 155 km/t på en strækning, hvor man må køre 130 km/t. Det giver en bøde på 2.500 kr.

- En bilist kørte med 189 km/t, hvor det er tilladt at køre 130 km/t. Bilisten har i forvejen en betinget frakendelse af kørekortet. Hun må derfor se frem til periode uden kørekort.

- Motorcyklist kørte 180 km/t i en 110 km/t-zone. Det medførte en bøde på 6.500 kroner, en betinget frakendelse af kørekortet og en indbetaling til Offerfonden.

Politiet slutter opslaget af med at opfordre til, at færdselsreglerne bliver overholdt, så alle kommer sikkert frem i trafikken. Denne gang blev det kun bøder og frakendelser, men det kunne være meget værre, skriver politiet.