Send støttepenge til os

Sønderborg-området var gennem lang tid hårdt ramt af arbejdsløshed. Så trådte EU til og sendte 75 millioner kroner i økonomisk nødhjælp. Men de penge vil de rigtig gerne have et andet sted her i landsdelen, nemlig i Fredericia.

For her står rekordmange uden arbejde. Faktisk er kommunen det sted i Sydjylland med flest arbejdsløse.

Kent Høhrmanner en af dem. I to år har den ufaglærte lagerarbejder nu været uden et job.

- Jeg drømmer om fast arbejde eller en uddannelse. Det ville være suverænt, men det er vanskeligt at komme videre med mit arbejdsliv lige nu, fortæller den 45-årige til TV SYD.

Økonomisk nødhjælp

I fagforeningen 3F giver man udtryk for, at den økonomiske nødhjælp, der netop er blevet godkendt i EU og er på vej til Als, også ville falde på et tørt sted i Fredericia.

- De penge kunne vi godt bruge her, mener A-kasselederen Erik Nielsen fra 3 F.

Bureaukratisk

Men selv om Als-området slet ikke får brug for alle pengene, fordi en stor del af de arbejdsløse allerede er kommet i arbejde, så kan Fredericia ikke få fornøjelse af EU-støtten.

Den er nemlig målrettet Als, der bliver nødt til at sende en del af pengene retur.

- Det er desværre nogle meget bureakratiske regler, beklager formanden for regionsrådet i Region Syddanmark, Carl Holst.