Skærpet politi-indsats: Nu skal dyremishandling og ulovlig handel stoppes

Fredericia bliver hjemsted for en af politiets tre nye special-enheder, der skal forebygge ulovlig handel og mishandling af dyr.

Rigspolitiet har oprettet tre special-enheder, der skal forebygge og efterforske sager om mishandling, vanrøgt og anden uforsvarlig behandling af dyr. Enhederne kommer til at arbejde på tværs af landets politikredse og skal holde øje med blandt andet handel, import og pasning af dyr.

quote

Den nye enhed skal selv opspore, efterforske og afsløre kriminalitet, hvor der er tale om organiserede og systematiserede overtrædelser, som giver stor fortjeneste.

Michael Weiss, politiinspektør, Sydøstjyllands Politi

To af de nye to enheder er placeret i henholdsvis Nordjyllands Politi og Midt- og Vestsjællands Politi, mens Sydøstjyllands Politi får den tredje, som placeres på politigården i Fredericia.

Sydøstjyllands Politis dyrevelfærdsenhed dækker et geografisk område svarende til tre politikredse: Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydøstjyllands Politi. 

Politiinspektør Michael Weiss, Sydøstjyllands Politi.
Politiinspektør Michael Weiss, Sydøstjyllands Politi.

Skal være opsøgende

- Den nye enhed skal selv opspore, efterforske og afsløre kriminalitet, hvor der er tale om organiserede og systematiserede overtrædelser, som giver stor fortjeneste for  de involverede, siger politiinspektør Michael Weiss, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

De specialiserede enheders opgaver giver politiet bedre muligheder for en opsøgende indsats på dyreværns-området, der kan forebygge og opfange flere sager om mishandling, vanrøgt og anden uforsvarlig behandling af dyr.
De nye dyrevelfærds-enheder giver desuden politiet mulighed for at lave et effektivt samarbejde omkring dyre-transporter og ulovlig handel med truede og fredede dyrearter.

Politiets indsatsområder

  • Sager om ulovlig opdræt og handel med hunde
  • Sager om import eller eksport af dyr
  • Sager om handel med levende truede dyrearter
  • Fokus på sager, der er udtryk for nye tendenser på dyreværnsområdet, som dyreværnsenhederne i politikredsene endnu ikke har erfaring med
  • Præventiv indsats med henblik på at forebygge eller opfange vanrøgtsager i opløbet.