Skidt sæsonstart for FC Fredericia

FC Fredericia led søndag eftermiddag et 2-1 nederlag, da holdet mødte Skive IK i sæsonens første kamp.

FC Fredericia fik en skidt start på sæsonen søndag eftermiddag, selvom holdet hurtigt kom foran.

Allerede efter ni minutter reagerede Frans Dhia Putros hurtigt på et frispark, og han hoppede højt og headede sikkert bolden i nettet.

Men en halv time inde i kampen udlignede Skive IK til 1-1, da Jesper Henriksen stod helt alene foran mål, hvor han lagde bolden i nettet.

10 minutter inde i anden halvleg fik Skive IK endnu et mål på tavlen. For her skød John Dyring bolden af sted langt ude fra, hvorefter bolden blev rettet af og endte i målet.

Kampen endte 2-1 til Skive IK.