Laura Nielsen hjælper kokke til DM i Skills.

Skills-kokkene fik hjælp af Masterchef-talent - nu drømmer hun selv om den store madscene

16-årige Laura Nielsen er i gang med gastronomi-uddannelsen på Hansenberg Tekniske Gymnasium. Hun drømte om erhvervet og gik efter det - stik modsat majoriteten af de unge på hendes alder.

- Træd væk fra jeres køkkener, bliver der råbt.

Det er semifinalen i 'Masterchef - de unge talenter', der i 2022 rullede over skærmen. Blandt deltagerne står 16-årige Laura Nielsen, der kommer fra Erritsø ved Fredericia.

Hun serverer sin "fasandwich" en særlig burger lavet på fasankød, og lader dommerne bedømme sine færdigheder som kok.

Selvom det blev sidste gang, Laura Nielsen gik ud af køkkenet i tv-programmet, er hun ikke færdig med køkkener.

Langt fra.

For hun er ét af de unge mennesker, der ikke skal overtales til, overbevises om eller opdage, at en erhvervsuddannelse er en mulig karrierevej. 

quote

Altså min lillesøster er 14 år, og hun aner ikke, hvad hun skal. Det er nok lidt mere normalt

Laura Nielsen

Hun drømte, og drømmen er nu ved at blive til virkelighed på Hansenberg Tekniske Gymnasium, hvor hun læser til kok. 

Og i starten af februar drømmer hun sig en tand længere ud i fremtiden, når hun som hjælper styrter rundt i køkkenet og servicerer kokkedeltagerne til DM i Skills. 

Laura er runner for kokkene til DM i Skills
Foto: Julie Lapp, TV SYD

Fra kirurg til kok

Det lyder som en solstrålehistorie om en pige, der altid har vidst, hvad hun vil.

Så simpelt er det dog ikke helt.

Da Laura Nielsen gik i 9. klasse, havde hun en drøm om at blive kirurg, men det var ikke let at finde en plads, da hun skulle i erhvervspraktik.

I stedet dukkede en stemme, der sagde kok, op i hendes hoved, og før hun vidste af det, var en ansøgning sendt afsted til Restaurant Ene i Fredericia.

Nu blev skalpeller byttet ud med kokkeknive.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

En hemmelighed

Netop som kokkedrømmen var blomstret for alvor, dukkede et opslag op på Facebook. Det helt nye program 'Masterchef - de unge talenter' søgte deltagere. 

Og som I nok har gættet, så søgte Laura, kom videre til casting og endte som én af de 12 aspiranter, der skulle kæmpe om Mastercheftrofæet.

- Masterchef var med til at motivere mig til at starte min uddannelse, og jeg har lært så meget i Masterchef, jeg kan bruge i køkkentimerne på skolen, siger Laura Nielsen.

Laura Nielsen og resten af holdet i 'Masterchef - de unge talenter'.
Laura Nielsen og resten af holdet i 'Masterchef - de unge talenter'.
Foto: Viaplay

I august 2022 startede Laura Nielsen på Gastronomilinjen på Hansenberg, hvor hun modtager undervisning i både gastronomi og mere klassiske gymnasiefag.

Og med sine 16 år er det unge kokketalent én af de yngste på årgangen.

- Altså min lillesøster er 14 år, og hun aner ikke, hvad hun skal. Det er nok lidt mere normalt, siger hun grinende. 


Selvom hun ikke entydigt har drømt om en fremtid som kok hele livet, har hun altid haft en kærlighed til faget.

- Jeg har altid godt kunnet lide at spise mad, men det er bare fedt at kunne lave det fra bunden. Man får et større bånd til maden, siger Laura Nielsen.

Laura Nielsen hjælper kokke til DM i Skills.
Foto: Julie Lapp, TV SYD

Drømmer om DM

Tilbage til drømmen, der i starten af februar 2023 udspiller sig på kokkenes stand til DM i Skills.

Klokken 12.30 stopper tiden. Kokkene kan ikke gøre mere for at overbevise dommerne om, at de er Danmarks bedste. 

I det ene køkken står Laura Nielsen og vasker op på livet løs. Hun har hentet ting, serviceret og holdt styr på køkkenet, så der var ro for kokkelærlingen.

- Det er virkelig inspirerende, og jeg lærer rigtig meget af at være her, siger hun og indrømmer:

- Men jeg kunne da godt tænke mig at bytte plads, og jeg håber, at jeg kan være med til DM i Skills, når jeg selv kommer på hovedforløb.

Og når hun har kæmpet om danmarksmestertitlen til Skills, lyder drømmen på egen restaurant. 

- Sådan noget fine dining, hvor menukortet skifter hver måned. Måske i udlandet, det gad jeg godt.

Og når hun i dag skal svare på, hvad hun skal være som voksen, er svaret knivskarpt.

- Arh, jeg tror det bliver kok. Kirurg siger mig ikke så meget mere, siger hun grinende og vender sig om for at følge med de fremtidige kollegaer ud bagved, glade og tilfredse oven på en veloverstået konkurrence.

Hvem ved, om hun inden for et par år kan sætte endnu et flueben ved en drøm.

Sådan så det ud på Skills, da Laura Nielsen hjalp til i køkkenet.
Video: Julie Lapp