Socialdemokrat var inhabil i tre perioder

Fredericia Kommune skal gennemgå tre perioder, hvor Ankestyrelsen vurderer, at Lars Ejby har været inhabil.

Socialdemokraten og tidligere byrådspolitiker i Fredericia, Lars Ejby, har i tre perioder har været generel inhabil, mener ankestyrelsen.

Derfor skal Fredericia Kommune nu undersøge, om der kan være sager, hvor Lars Ejby har været speciel inhabil. Har han det, skal kommunen vurdere, om nogle af sagerne skal genbehandles.

Ankestyrelsen vurderer, at Lars Ejby var generel inhabil, fordi hans hustru Kirsten Blæhr var chef for kommunens familieafdeling, mens han sad i kommunens økonomiudvalg.

De tre perioder, hvor Ankestyrelsen vurderer, at Lars Ejby har været inhabil, er:

1.oktober til 31. december 2014

1. januar 2019 til 29. februar 2020

4. april til 31. juli 2020.

Lars Ejby er ifølge Ankestyrelsen inhabil jævnfør paragraf 29 i Lov om Kommunernes styrelse.

Lov om Kommunernes styrelse § 29, stk. 5, litra b

Ingen, der lever i ægteskab eller i et forhold, der kan sidestilles med ægteskab, med en person, der er ansat af kommunalbestyrelsen, kan være medlem af økonomiudvalget, hvis den ansatte er umiddelbart ansvarlig for eller i øvrigt har ledende administrative funktioner inden for økonomiudvalgets forvaltningsområde eller er umiddelbart ansvarlig for ledelsen af et under et stående udvalg hørende forvaltningsområde.

Hustruen Kirsten Blæhr indgik i juni sidste år en senioraftale og stoppede dermed som chef i Fredericia Kommune, mens Lars Ejby kort forinden sygemeldte sig fra byrådsarbejdet og ikke genopstillede til efterårets kommunalvalg.

Fredericia Kommune oplyser på sin hjemmeside, at den tager Ankestyrelsens vurdering til efterretning og begynder nu at vurdere, hvilke sager der eventuelt er berørt af Lars Ejbys inhabilitet.