TV der bevæger dig

Syv desperate mænd jagtede 310 kilo kokain i container i Fredericia

Danmarkshistorien mest kostbare narko-ladning, 310 kilo kokain, blev smuglet ind via havnen i Fredericia. Det afsløres i anklageskriftet mod syv udenlandske mænd, der står tiltalt for indsmuglingen af kokainen, der i stedet havnede i Esbjerg og blev fundet.

Containeren med de 310 kilo kokain stod på havnen i Fredericia blandt flere tusinde andre på et lukket område. Foto: Bárður Michaelsen, TV SYD

De 310 kilo kokain blev sidste sommer ved et tilfælde fundet hos virksomheden Holger Christiansen i Esbjerg. Foto: TV SYD

00:43

Kokainen blev væk for smuglerne og endte hos en virksomhed i Esbjerg

1 af 3

Danmarkshistorien mest kostbare narko-ladning, 310 kilo kokain, blev smuglet ind via havnen i Fredericia. Det afsløres i anklageskriftet mod syv udenlandske mænd, der står tiltalt for indsmuglingen af kokainen, der anslås at have en værdi på op mod 900 millioner kroner, hvis det blev blandet og solgt på det illegale marked i Europa.

Retssagen mod de syv mænd, der er af arabisk herkomst og bosat i Belgien og Holland, går i gang ved Retten i Kolding torsdag den 27. oktober.

TV SYD har fået aktindsigt i anklageskriftet, der beskriver de syv mænds desperate og forgæves forsøg på at få fat i de 310 kilo kokain, der i sække lå gemt i en container, der ankom til havnen i Fredericia lørdag den 11. juli 2015 med skib fra Brasilien via Antwerpen.

I to hold kom de syv mænd kørende til Danmark fra Belgien og Holland. De er tiltalt for at ville finde kokainen i Fredericia for at bringe den værdifulde narko ud af Danmark igen med henblik på salg i andre europæiske lande.

Det lykkedes dog aldrig, og containeren endte i stedet hos firmaet Holger Christiansen A/S i Esbjerg. Her slog ansatte alarm, hvorefter politiet fik fat i kokainen tirsdag den 14. juli.

Læs også Kokain for 900 millioner kroner fundet i container i Esbjerg

Alle syv mænd nægter sig skyldige, og sagen vil blive rullet op og afgjort efter en stribe retsmøder i oktober og november ved Retten i Kolding. Her vil offentligheden også kunne få et indblik i narkotikaens vej fra Sydamerika til Europa - og hvordan transporten er organiseret.

Ifølge anklageskriftet opholdt de syv mænd sig i Danmark i lidt over to døgn, hvor de fra hoteller i Billund og Fredericia desperat forsøgte at finde frem til containeren med kokainen ved hjælp af trackning nr. UESU2292595 på samme vis, som hvis det havde været en postpakke.

Læs også Kokainen kom til Esbjerg skjult i sække på lastbil-container

 

Det lykkedes dem dog aldrig at komme nær containeren og få fat i sækkene, da containeren på havnen i Fredericia stod blandt flere tusinde andre på et lukket område.

Anklagemyndigheden går efter langvarige fængselsstraffe, da de syv er tiltalt efter straffelovens bestemmelse om, at ”angår overdragelsen en betydelig mængde særligt farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen af et sådant stof i øvrigt haft en særligt farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 16 år.”

- Der er tale om en meget stor mængde kokain, som vi aldrig tidligere har set i Danmark

 senioranklager Lars Petersen

 

- Der er tale om en meget stor mængde kokain, som vi aldrig tidligere har set i Danmark på èt sted. Så hvis retten finder de syv skyldige, vil jeg kræve den længst mulige fængselsstraf, siger senioranklager Lars Petersen til TV SYD.

I efterforskningen af sagen har de danske betjente arbejdet sammen med kolleger i Brasilien, Holland og Belgien.