Tag til fodbold eller flyv på ferie – og lær at redde liv

Søndag er europæisk hjertestarterdag, hvor du kan lære livreddende førstehjælp. Blandt andet til FC Fredericias hjemmekamp og i Billund Lufthavn.

Søndag er der livredningsarrangementer i hele TV SYDs område. Blandt andet i forbindelse med FC Fredericias hjemmekamp i 1. division mod Vendsyssel.

På en workshop på opholdsområdet ved Monjasa Park vil en uddannet instruktør fra Falck fortælle om hjertelungeredning og brug af hjertestarter. Du kan også få hjælp til at installere TrygFondens Hjertestarter-app og Falcks 112-app på din telefon.

- Det er vigtigt i forhold til at, der er 3500-4000 der falder om med hjertestop i Danmark uden for sygehusene, så der er det meget vigtigt, at der er fokus på hjertestopbehandling, siger Anders  Vaagan, ambulancebehandler ved Falck.

I Billund Lufthavn står TrygFondens livreddere klar til at vise dig, hvordan man giver hjertemassage og kunstigt åndedræt. De står inden security, så selvom du ikke skal ud at flyve, kan du sagtens være med.

quote

Ambitionen er høj. Men det skal den være, for det handler om at redde liv. De, der får hjertestop, er nogens forældre, børn, kolleger eller gode venner – mennesker, vi elsker og holder af.

Jens Flensted Lassen, formand, Dansk Råd for Genoplivning

Europamestre i at redde liv

En undersøgelse af hjertestop i 27 europæiske lande viser, at danskerne er helt i top, når det gælder om at få folk til at overleve hjertestop uden for hospital. Der er således grund til at kalde Hjertestarterdagen for en festdag.

- Vi har set en imponerende udvikling i antallet af danskere, der træder til. I dag bliver der således ydet livreddende førstehjælp i 66 procent af tilfældene med hjertestop uden for hospital, inden ambulancen ankommer. For 15 år siden gjaldt det kun i 19 procent af tilfældene, siger formand for Dansk Råd for Genoplivning, Jens Flensted Lassen, i en pressemeddelelse.

Se Anders Vaagan give stød med en hjertestarter

Han roser danskerne.

- Med de flotte resultater i det nye europæiske studie oveni kan vi godt tillade os at kalde danskerne for europamestre i at redde liv.

Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden står bag Hjertestarterdagen i Danmark. Her er den ambitiøse målsætning at 25 procent skal overleve et hjertestop. I dag er det knapt 13 procent. I menneskeliv betyder det, at op mod 500 flere om året skal overleve et hjertestop.

- Ambitionen er høj. Men det skal den være, for det handler om at redde liv. De, der får hjertestop, er nogens forældre, børn, kolleger eller gode venner – mennesker, vi elsker og holder af, slutter Jens Flensted Lassen.

Læs mere og find dit nærmeste arrangement på Hjertestarterdagens hjemmeside.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Fakta om hjertestop og genoplivning

  • 1 ud af 8 overlever hjertestop, hvis der bliver ydet livreddende førstehjælp, inden ambulancen når frem.
     
  • 1 ud af 30 overlever, hvis der først ydes livreddende førstehjælp, når ambulancen når frem.
     
  • I dag træder folk til med hjertelungeredning, inden ambulancen ankommer, i 66 procent af tilfældene med hjertestop. Det er mere end en tredobling i forhold til for 15 år siden, hvor det kun var 19 procent.
     
  • I dag overlever næsten 13 procent et hjertestop uden for hospital. Det er også mere end en tredobling i forhold til i 2001, hvor overlevelsen var på 3,9 procent. Særligt inden for de seneste ti år har der været mange positive tiltag, bl.a. obligatorisk førstehjælp i folkeskolen og når man tager kørekort, etablering af Hjertestarter-Netværket og rigtig mange hjertestartere, der er kommet op at hænge i det offentlige rum. Siden 2001 er der reddet godt 4.000 menneskeliv.
     
  • 75 procent af dem, der overlever et hjertestop uden for hospital, vender tilbage til arbejdsmarkedet. Blandt dem, der modtager livreddende førstehjælp fra vidner, har 40 procent større chance for at vende tilbage til deres job sammenlignet med dem, der ikke får denne hjælp.