Tasketyv tog for 60.000 kroner Macbooks fra pigernes omklædning

Syv studerende på Fredericia Gymnasium har fået stjålet deres bærbare computere. Tyven slog til, mens eleverne var til idræt.

En mand har onsdag været på spil på Fredericia Gymnasium, hvor han har stjålet flere bærbare computere.

Tyven er gået ind i pigernes omklædningsrum, mens eleverne har haft idræt og stjålet syv Macbooks, der som nye har en værdi på mere end 55.000 kroner.

En af pigerne har allerede været ude og bede om hjælp. På Facebook advarer hun folk om at holde øje med mistænkelige opslag, der omhandler salg af Macbooks.

- Mig og 6 andre veninder har i dag på Fredericia Gymnasium fået stjålet vores computere. Det er alle sammen MacBook - 4 Macbook air, og 3 Macbook Pro. Alle sammen 13”, skriver Signe Søfelt, der er én af de uheldige piger, der savner sin computer. 

quote

Jeg har det mega skidt omkring, at nogle har været inde og rode i vores ting, imens vi har været på den anden side af væggen.

Signe Søfelt, studerende, Fredericia Gymnasium

Til TV SYD fortæller Signe Søfelt, at det er ubehageligt at tænke på, at nogen har rodet deres ting igennem.

- Jeg har det mega skidt omkring, at nogle har været inde og rode i vores ting, imens vi har været på den anden side af væggen, siger hun til TV SYD.

TV SYD har været i kontakt med rektor på Fredericia Gymnasium, Poul Erik Madsen, der fortæller, at der er overvågningskameraer ved omklædningsrummene. De har vist sig at være brugbare i efterforskningen.

quote

Det er vores indtryk, at det er en udefrakommende

Poul Erik Madsen, rektor, Fredericia gymnasium

Billederne af tyveriet, og billedmaterialet er overdraget til politiet. 

- Det er vores indtryk, at det er en udefrakommende, siger Poul Erik Madsen.