Thomas Banke forsøger at sætte punktum med ny bog

Her til aften sætter Thomas Banke ord på, hvorfor han har valgt at skrive en bog om sin turbulente tid som borgmester i Fredericia Kommune.

I morgen udkommer bogen ’Borgmester på stoffer – mine fire år i narkohelvede’, der handler om 35-årige Thomas Bankes tid som borgmester i Fredericia Kommune, hvor et narkomisbrug endte med at blive hans følgesvend.

- Det er vigtigt for mig at få sat et punktum i forhold til alt det, der skete dengang. Jeg har fået mange henvendelser om, hvad der skete med mig, og hvad der skete dengang. Jeg vil gerne give min ærlige version af det på en måde, hvor jeg tager det fulde ansvar for mine egne fejlprioriteringer. Samtidig forsøger jeg også at afmystificere de ting, jeg ikke vil tage ansvar for. Det er blandt andet nogle af de politiske resultater, som jeg jo stadig står på mål for i min borgmester tid, siger han til TV SYD.

Thomas Banke tiltrådte som borgmester i 2010, og kort efter begyndte misbruget. I 2013 forlod han så posten som borgmester og stoppede i byrådet. Han fortæller, at det har krævet noget betænkningstid og vilje at stå frem, og beskriver det som en balancegang mellem det, som folk gerne vil vide, og at han selv skulle være klar til at fortælle historien. 

- Bogen er på en måde terapi for mig og min personlige udvikling: At jeg tør at sætte ord på de her ting. Prisen for at være en offentlig person er jo, at journalister gerne kommer til brylluppet, men de kommer også gerne til begravelsen, og der deltog mange i min politiske begravelse. Det vil jeg gerne sætte ord på og fortælle, hvordan jeg er kommet videre, siger han til TV SYD.

Thomas Banke fortæller, at han ikke er medlem af noget politisk parti, og ikke har tænkt sig at vende tilbage til politik. Han lever i dag en tilværelse som selvstændig.