Thomas Banke trækker sig fra lokalpolitik

Fredericias omstridte fhv. borgmester Thomas Banke trækker sig helt ud af lokalpolitik. Det meddeler han i en mail søndag.

Thomas Banke skriver:

Det var min intention, at der nu kunne komme ro over Fredericia og Venstre, når jeg havde meddelt min afgang som borgmester. Desværre kan jeg nu konstatere, fra pålidelige kilder, at hetzen imod min person kører videre, hvis ikke jeg trækker mig som menigt byrådsmedlem.

Det hele er nu af en sådan karakter, at jeg ikke længere ønsker, at være en del af det politiske spil i Fredericia, overhovedet. Måden hvorpå enkelte aktører lokalt fører an i kampen mod min person gør, at jeg nu må vægte hensynet til min familie og omgivelser.

Det er ikke nogen hemmelighed, tværtimod, at jeg har bedt Fredericia Kommune om, at endevende hvert et bilag fra min embedsperiode. Alle forhold om kørselsregnskabet er nu eftertjekket, og der er desværre fundet enkelte uoverensstemmelser i samme boldgade som de forhold, der allerede har været fremme. Det drejer sig bl.a. om tre ture i 2010,hvor der er registreret kørsel både i tog og bil. Jeg skal i den forbindelse understrege, at det samlede beløb drejer sig om under 5.000 kr. over tre år.

Jeg er blevet bekendt med, at nogle lokalpolitiske aktører vil bruge disse oplysninger til at starte nye mediestorme imod min person. Derfor vælger jeg nu at gå helt ud af fredericiansk lokalpolitik.

Et samlet byråd udtrykte mistillid til Thomas banke den 17. december - både som borgmester og som byrådsmedlem.

Et af de fire ekskluderede medlemmer - Hanne Lumby - siger til TV SYD, at det er en god ide for byen og for det politiske arbejde, men også for Thomas Banke selv, at han nu trækker helt ud af lokalpolitik.