Ulovlig fangst af sangfugle

Illegale fuglefængere taget på fersk gerning med net og lokkefugle ved golfklubben i Fredericia.

Greenkeeper i Fredericia Golf Club syntes, at det hele så meget mistænkeligt ud. Og tilkaldte politiet. Men inden ordensmagten ankom var både gerningsmænd og deres udstyr forduftet, skriver DOFs nyhedsbrev.

- Flere stillitser sad i små bure, og en håndfuld fugle var hængt op i benene på pinde for at fungere som lokkefugle. Det var rent ud sagt dyrplageri. En af stillitserne var død, fortæller greenkeeper Lars Kristensen.

Tilsyneladende har det kommunale område ved Ullerup Bæk og Fredericia Golfklub flere gange været hjemsted for illegale fuglefangster. Kommunens åmænd, der vedligeholder vandløb, har tidligere observeret mistænkelige personer og fundet net til fangst af småfugle i området, oplyser miljømedarbejder Jørgen Nielsen fra Natur og Miljø i Fredericia Kommune.

- Det er vores erfaring, at det primært er stillitser, grønirisker og dompapper, der er i høj kurs blandt fuglefængere som Nordens kulørte svar på kanariefuglen. Men det er ulovligt at fange vilde fugle i EU til burhold, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

I Den Blå Avis kan man finde annoncer, hvor stillitsen sælges for 800 kroner pr. stk. Et par koster 1.200 kroner.

Alle, der holder en art som stillitsen i bur, skal kunne dokumentere, at den er kommet til verden i fangenskab, og ikke er fanget som en vild fugl i det fri.

Læs hele artiklen fra DOFs nyhedsbrev