TV der bevæger dig

Væltede med svømmepøl på bro

En varebil med en trailer med en stor svømmepøl blæste omkuld på den nye Lillebæltsbro til morgen. Det betød, at broen var spærret i halvanden time i retning mod Fyn.

Vejdirektoratets web-kamera på Fyns-siden her til formiddag.

Der var massive kø-problemer omkring den gamle bro, som skulle klare al trafik.

- På et tidspunkt gik køen helt til Taulov, så vi måtte opfordre bilisterne til at køre fra ved Fredericia Vest i stedet for Fredericia Syd, som vi først opfordrede til, siger vagtchef Hans Hoffensetz, Sydøstjyllands Politi.

Svømmepølen var så stor, at blæsten kunne få fat i den. Traileren væltede rundt - og svømmepølen spærrede alle tre vejbaner.

Kl. 7.38 blev broen åbnet i to spor mod Fyn. Det lykkedes redningsfolkene at få svømmepølen surret fast i nødsporet og delvist i første vejbane.

Senere i dag - når trafikken er mindre - vil redningmandskabet forsøge at få svømmebassinet ind på fast grund igen.