Du kan roligt tage en dukkert i Lillebælt ud for Fredericia. Badevandet viser ingen tegn på forurening efter det store udslip af gødning den 3. februar i forbindelse med branden hos Dangødning på Fredericia Havn.
Det oplyser Lars Kronborg Bak fra Fredericia Kommune, efter at Fredericia og Middelfart netop har taget badevandsprøver langs kommunernes kyster.
-Resultaterne viser, at badevandskvaliteten lever op til de kriterier, der er gældende for den højeste badevandskvalitet, siger Lars Kronborg Bak og fortsætter:
- Vi har målt for bakterieindhold og for indhold af total kvælstof i badevandet, og resultaterne viser, at mængden af totalt kvælstofindhold er på normalt niveau i forhold til de foregående år.
Og på den anden side af bæltet, i Middelfart, samstemmer miljømedarbejder Rikke Clausen:
- Vi har målt normale værdier af bakterier og et lavt indhold af totalkvælstof på alle badevandsstationer, siger hun.
De to kommuner holder løbende øje med badevandskvaliteten i Bæltet. De tager således prøver gennem hele badesæsonen.