Vejle-løber blandt verdens 13 bedste i VM-debut

Orienteringsløberen Malin Agervig Kristiansson fra OK Snab i Vejle blev nummer fem i sin semifinale ved VM i Fredericia.

Den 22-årige vejlensiske orienteringsløber Malin Agervig Kristiansson sluttede sit første VM i sprint med en 13. plads, hvilket gør hende til bedste danske løber i disciplinen knock-out sprint.

Hun gik som eneste dansker videre til semifinalerne, som tirsdag afviklet løbet i Fredericias gader.

quote

Jeg ved, at jeg om nogle timer bliver supertilfreds med resultatet

Malin Agervig Kristiansson, OK Snab, Vejle.

Vejlenseren måtte i semifinalen se sig slået af Megan Carter Davies, Storbritannien og hollandske Eef van Dongen. Begge konkurrenter sluttede senere på tirsdagen på medaljeskamlen som toer og treer i finalen, hvor svenskeren Tove Alexandersson kom først over stregen som ny verdensmester i knock-out sprint.

Malin Agervig Kristiansson var efter sin semifinale en smule skuffet over ikke at være nået i finalen, men kulissen på hjemmebanen i Trekantområdet havde været til at mærke ude på ruten.

- Der var en mur af tilskuere, som gav ekstra kræfter. Jeg ved, at jeg om nogle timer bliver supertilfreds med resultatet, sagde hun til TV2 Sport umiddelbart efter sin semifinale.

VM i orienteringløb, World Orienteering Championships (WOC), er det Internationale Orienteringsforbunds verdensmesterskab, der i år afvikles i Fredericia, Vejle og Kolding. De fem klubber under Dansk Orienterings-Forbund, OK Snab Vejle, Kolding OK, OK FROS Fredericia, OK Melfar Middelfart og OK Gorm Jelling står bag verdensmesterskabet, som slutter torsdag i Vejle, hvor verdensmesteren i individuel sprint skal kåres.

Her deltager Malins 23-årige storesøster Ida Agervig Kristiansson, der også stiller op for OK Snab.

VM i Danmark har været planlagt siden 2017 og skulle have været afholdt i 2020, men blev rykket på grund af covid-19.

243 løbere fra 42 forskellige lande deltager ved verdensmesterskabet.