Vejtavler skal få dig til at køre sikkert

De elektroniske vejtavler på motorvejen mellem Fredericia, Vejle og Kolding bliver de næste tre uger brugt til at bringe budskaber om at holde afstand og lignende.

Tavlerne, som har stået ubrugte i flere år, bruges i dag til at melde om uheld og alvorlige hændelse, som bilisterne skal tage hensyn til. Men i de næste uger vil de også sprede fem budskaber, som har til formål at højne trafiksikkerheden. 

Bedre trafiksikkerhed

- Det er første gang, vi inddrager de elektroniske trafiktavler over motorvejen i en kampagne, udtaler projektleder Steen Eisensee fra Vejdirektoratet. Formålet er at skabe bedre trafiksikkerhed. Og de elektroniske tavler giver os mulighed for at sprede budskabet til trafikanterne på en ny måde.

Hold afstand

Kampagnen blev indledt mandag morgen. Det var budskabet "Hold afstand", som indledte.

Tavlerne vil være aktive på hverdage mellem kl. 5 og 6.30, mellem kl. 9 og 15 og igen om aftenen mellem kl. 17 og 24. Det vil sige, at Vejdirektoratet har valgt ikke at distrahere bilisterne i myldretiderne.

I weekenderne vil tavlerne være i brug mellem kl. 7 og kl. 02.

Meldinger om uheld og alvorlige hændelser vil dog uændret få første prioritet og erstatte visningen af kampagnebudskaberne på tavlerne.

Budkaberne vises også på den fynske motorvej. Trafikanterne vil blive opfordret til at gå ind på hjemmesiden ww.trafiktavler.cowi.dk og svare på nogle spørgsmål om kampagneformen.