Venstre-spids: Ro på

Alle bør arbejde for et kompromis i den spegede sag i Fredericia, siger formanden for Venstre i Region Syd.

Formanden for Venstre i region Syddanmark, Niels Poulsen, opfordrer sine partifæller i Fredericia til at indgå et kompromis.

- Som en, der gennem 30 år har arbejdet for Venstre i Fredericia har den senere tids splittelse gjort mig meget ondt, skriver han i en pressemeddelelse.

- Efter generationer med "rødt" styre lykkedes det endelig at få magten. Og så ødelægger vi det hele for os selv, tilføjer Niels Poulsen.

Han mener, at Thomas Banke bør trække sig som konsekvens af, at byrådet har udtrykt mistillid til ham.

Han mener dog, at Banke skal have lov til at vende tilbage til Venstres byrådsgruppe, men altså kun som menigt medlem.

- Burde alle ikke for Venstres skyld søge at nå et kompromis? Det er det, som jeg forsøger at bidrage til, skriver Niels Poulsen.