Vild og voldelig mand

28-årig mand fra Fredericia sigtes i grundlovsforhør i dag torsdag for vold mod to politibetjente og to tilfældige forbipasserende samt trusler på livet.

På en altan i Kongensgade i Fredericia midtby fik den 28-årige mand tilsyneladende øje på et ungt par nede på gaden og råbte til dem. Da de så op på ham, råbte han: "Hvad glor I på?"

Den 28-årige forsøgte at ramme parret - begge 24 år - med en øldåse. Forgæves. Men straks efter stod han ved siden af dem på gaden og gav her den unge mand en knytnæve i ansigtet og nikkede derefter hende en skalle.

Det skete ved 17.30-tiden onsdag aften.

Situationen udviklede sig yderligere voldsomt, da politiet snart efter arresterede den 28-årige voldsmand. Det lykkedes ham at få et spark ind på den ene politibetjent, og i patruljebilen gav han en skalle til en anden betjent.

Og for at understrege sin vrede, truede han betjentene på livet.

De to betjente - og det unge par - er alle i dag godt ømme men uskadte efter det voldsomme møde i går aftes.

Den 28-årige vil senere torsdag komme i grundlovsforhør. Sigtelsen her lyder på 2 x vold mod tjenestemand i funktion, 2 x vold mod tilfældige og 2 x trusler på livet.