Folketingskandidat: Stem ikke på mig!

Thyge Risvig er opstillet til foketingsvalget, men fører kampagne for en anden kandidat. Socialdemokratiets regler fører til flere skyggekandidater.

Den 74-årige Thyge Risvig er på stemmesedlen til folketingsvalget, men har intet ønske om at blive valgt. 

- Jeg fik 77 stemmer ved det forrige valg, men jeg håber, at ingen stemmer på mig denne gang, siger Thyge Risvig, som bor i Uldum og er opstillet for Socialdemokratiet i Hedenstedkredsen. 

Hjælperytter

Den 74-årige pensionist er det, man kalder en "skyggekandidat". Han er lørdag på gaden i Tørring, Løsning og Hornsyld for at føre valgkamp for folketingsmedlemmet Daniel Toft Jacobsen.

quote

Jeg er en slags hjælperytter, som Daniel kan ligge på hjul af

Thyge Risvig, folketingskandidat, som ikke vil vælges 

- Jeg er en slags hjælperytter, som Daniel kan ligge på hjul af, og jeg opfordrer alle til at stemme på ham. Det kan godt virke lidt underligt, men det er på grund af Socialdemokratiets opstillingsregler, siger Thyge Risvig, som har været medlem af partiet siden begyndelsen af 80'erne. 

Besværlige regler

Socialdemokratiet har også skyggekandidater andre steder i landet. Det skyldes partiets opstillingsregler, forklarer Lone Dybdal, som er formand for Socialdemokratiet i Hedensted-kredsen. 

- Partiets regler siger, at hver kreds skal have sin egen kandidat, så det kan vi ikke undgå. Men reglerne gør det svært for en lille kreds at få valgt nogen til Folketinget. Derfor er Daniel opstillet i Favrskov-kredsen, og vi støtter ham også her i Hedensted-området, hvor han kommer fra, siger Lone Dybdal.

Virkede i 2015

Taktikken virkede sidste gang. Her fik Daniel Toft Jakobsen 1776 personlige stemmer i Favrskov-kredsen og 1694 i Hedensted-kredsen.

To bække små gjorde altså en stor å - og førte ham til Christiansborg. Hvis to socialdemokrater havde delt "rovet", ville andre kandidater i storkredsen have overhalet ham. 

På partiets seneste kongres var der forslag om at ændre reglerne, men det blev nedstemt.