Folketingsvalg: Kampen om at blive set er gået i gang

Selv om valgkampen allerede har været i gang længe, er det først i dag lørdag klokken 12.00, kandidaterne måtte hænge deres plakater op.

Tre folketingsmedlemmer har udset sig en lygtepæl her i en af de mest befærdede trafikkryds i TV SYDs område: Nemlig krydset ved storcentret i Kolding. For det gælder om at blive set mest muligt.

- Det betyder noget for mig som kandidat, når folk kører her forbi her hver morgen og lige vinker til mig og på den måde bliver mindet om, at det er jo hende Lotte, man godt kan stemme på, siger MF'er Lotte Rod, Det radikale Venstre.

Flere personlige X'er   

Ikke alle eksperter tror på effekten af valgplakater. Men de tre folketingsmedlemmer - Lotte Rod fra radikale Venstre, Eva Kjer Hansen fra Venstre og Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet - er enige i netop dette spørgsmål. Valgplakaterne gør en forskel. I hvert fald for det personlige valg. 

quote

Valgplakaterne markerer, at vi nu for alvor er kommet i gang med valget. 

Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet

- Hvor meget det flytter stemmer fra et parti til et andet, har jeg min tvivl om, men de genererer flere personlige stemmer. Det betyder jo meget for mig, at folk ikke bare stemmer på Venstre, men at de stemmer på mig personligt, siger Eva Kjer Hansen.   

Lokale kandidater 

- Valgplakaterne gør folk opmærksom på, at der er nogle lokale kandidater, der gerne vil kæmpe for lokale mærkesager, og på den måde kan man håbe på, at man får nogle personlige X'er, siger Christian Rabjerg Madsen. 

- Jeg tror ikke det betyder så meget i forhold til at flytte stemmer mellem partierne, men jeg tror det batter noget i forhold til mig som kandidat. Altså at folk stemmer på mig personligt, siger Lotte Rod.  

Giver valgstemning 

Plakaterne med deres ansigt har længe været ligget klar til brug. Og selv om folketingsvalget blev udskrevet af statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre, mandag, så er det altså først nu folketingskandidaterne har lov til at få deres valgplakater op at hænge. Man må nemlig efter reglerne først starte opsætningen af valgplakater kl. 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen.

 

quote

Det giver valgstemning. Folk genkender en og kommer med mange gode kommentarer. 

Eva Kjer Hansen, Venstre 

- Valgplakaterne markerer, at vi nu for alvor er kommet i gang med valget, siger Christian Rabjerg Madsen.

- Det giver valgstemning. Folk genkender en og kommer med mange gode kommentarer, siger Eva Kjer Hansen.

Samarbejde eller...

Her samarbejder de tre med at få valgplakaterne op. Normalt er det yngre krafter fra partierne, der klarer det arbejde, og det går da heller ikke helt uproblematisk. Men sådan er politik. Både samarbejde og modarbejde kan udløse konflikter og hårde ord. Her udløser det dog kun grin og venlige drillerier.

- Vi gjorde det i hvert fald så godt, vi kunne. Det var sjovt at gøre det sammen, siger Christian Rabjerg Madsen.   

- Når vi kandidater møder hinanden, så synes vi da det er smadderhyggeligt, og vi laver en del pjat med hinanden. Selv om vi er politisk uenige, er vi jo en del af den samme gruppe, siger Eva Kjer Hansen. 

Hyggeligt

Om fire ugers tid - den 5. juni - kan de tre folketingsmedlemmer så konstatere om valgplakaterne har haft en effekt. I hvert fald har de tre fået venlige beskeder fra vælgere.  

- Jeg plejer til valgene at få sådan nogle søde hilsner fra folk, der har mig hængende ude foran deres vindue, Så skriver de lige "Nu har jeg gået og kigget på dig i 14 dage". Det er da meget hyggeligt, siger Lotte Rod. 

Et trykfirma i Århus har alene fremstillet 150.000 valgplakater - og en helt dugfrisk undersøgelse fra KMD viser, at 38 procent af vælgerne mener, at valgplakater ødelægger gadebilledet - 25 procent mener, at det er en god tradition.