Thulesen Dahl mødte bane-modstandere

Der er politisk flertal for en togbane til Billund Lufthavn, men mange borgere går imod planen. I dag mødte Kristian Thulesen Dahl modstanderne.

Skal man kunne køre i tog til Billund Lufthavn? Det støtter et flertal i Folketinget, ført an af Dansk Folkeparti. Men der er så stor modstand blandt borgere i området, at togbanen er blevet en del af valgkampen. 

Derfor arrangerede Vejle Amts Folkeblad søndag en togtur, hvor tilhængere og modstandere kunne diskutere Billundbanen. Blandt deltagerne var DF-formand Kristian Thulesen Dahl, som på perronen mødte en del demonstranter, uden at det ændrede hans holdning. 

quote

For mig betyder det ikke, at vi ikke skal have banebetjent Danmarks næststørste lufthavn.

Kristian Thulesen Dahl, Thyregod, formand for Dansk Folkeparti

- Det berører selvfølgelig lokalsamfundet, og det skal tages dybt alvorligt. Men for mig betyder det ikke, at vi ikke skal have banebetjent Danmarks næststørste lufthavn. Det synes jeg, vi skal, men selvfølgelig skal vi tage en seriøs diskussion om, hvordan vi gør, siger Kristian Thulesen Dahl til TV SYD. 

Her er de foreslåede linjeføringer for Billundbanen. Politikerne har droppet linjeføringen over Gadbjerg.
Her er de foreslåede linjeføringer for Billundbanen. Politikerne har droppet linjeføringen over Gadbjerg.
Foto: Banedanmark

Hellere velfærd end tog

Kristian Thulesen Dahl mener ikke, der kom ret mange nye argumenter frem i dag. Blandt demonstranterne var pensionisten Henning Nørbygaard fra Vandel. 

quote

De turister, som kommer til Billund, de tager bilen.

Henning Nørbygaard, pensionist og modstander af Billundbanen

- Det er forkert at bruge 1,5 milliard på at sende et tog fra Vejle til Billund. De turister, som kommer til Billund, de tager bilen. Så det er mere fornuftigt at droppe banen og bruge de penge på velfærd, siger Henning Nørbygaard.

1,5 milliard er det beløb, som Banestyrelsen har skønnet, Billundbanen vil koste. Beløbet rummer 900 millioner til at etablere banen samt 50 millioner om året i banens formodede levetid.  

Skeptisk socialdemokrat

Den socialdemokratiske folketingskandidat Birgitte Vind fra Vejle, som også var på togtur, kom demonstranterne i møde. Socialdemokraterne er ellers med i det trafikforlig, som Billundbanen er en del af. 

quote

Hvis vi skal have en Billundbane, skal toget selvfølgelig ikke køre på diesel, men på el. Det kan ikke lade sig gøre nu.

Birgitte Vind (Soc.dem.), folketingskandidat i Vejle Syd kredsen

- Over tid vil vi gerne have tog til lufthavnen, men ikke nu. Jeg kan ikke se, hvilken form Billundbanen skal tage, og hvordan den kan kobles på resten af tognettet. Hvis vi skal have en Billundbane, skal toget selvfølgelig ikke køre på diesel, men på el. Det kan ikke lade sig gøre, så længe strækningen mellem Vejle og Struer ikke er elektricificeret, og det savner jeg regeringens svar på, siger Birgitte Vind til TV SYD. 

Kan ikke se gevinsten

Blandt de mest ihærdige modstandere er Martin Fogh Skovlyst, som har stiftet foreningen Drop Billundbanen. Han er kun enig med Kristian Thulesen Dahl i én ting: Søndag fik ikke nye argumenter på skinner. 

quote

De taler om 11.000 ekstra flypassagerer til Billund på grund af Billundbanen, men det bør man ikke bruge 1,5 milliard kroner på.

Martin Fogh Skovlyst fra Vandel, som har stiftet Drop Billundbanen

- Faktisk havde jeg håbet, de kom med noget, som virkelig overbeviste mig om, at der kommer en gevinst. Men den er der bare ikke. De taler om 11.000 ekstra flypassagerer til Billund på grund af det her, men det bør man ikke bruge 1,5 milliard på. Men jeg håber da, at vores utilfredshed og saglige argumenter giver noget omtanke, siger Martin Fogh Skovlyst.