Vælgerne i Sydjylland er mindst bekymrede for klimaet

Vælgerne i Sydjyllands Storkreds er dem, der er mindst bekymrede for klimaforandringerne. Det viser en ny spørgeundersøgelse.

”Jeg er meget bekymret for, at klimaforandringerne vil påvirke de næste generationers liv negativt.” Det udsagn er 75 procent af vælgerne i Sydjyllands Storkreds enten overvejende enige eller helt enige i. Det viser en Megafon-undersøgelse, som TV 2 og TV 2-regionerne står bag.

Men selvom tre ud af fire er bekymrede for klimaforandringerne, så er vælgerne i Sydjyllands Storkreds alligevel de vælgere, der er mindst bekymrede i valgkredsene. Gennemsnitligt er 81 procent af vælgerne bekymrede, og i Københavns Storkreds er det hele 84 procent.

- Vælgerne er ikke mindre klimabevidste

Politisk analytiker Poul Erik Thomsen tillægger dog ikke tallene megen betydning.

- Jeg vil afvise, at syd og sønderjyderne er mindre klimabevidste, siger han, da han bliver præsenteret for procenterne.

Han mener, at årsagen til, at vælgerne i Sydjyllands Storkreds er mindre bekymrede for næste generation i forhold til klimaet, bunder i, at Sydjylland er en ”stor producent af klimaforbedringer”. Poul Erik Thomsen nævner blandt andet Esbjerg på vindmøllefronten og Danfoss som to eksempler på, at landsdelen er langt fremme på klimaspørgsmålet. Han mener, det er det, der påvirker vælgernes svar på spørgsmålet.

- Vælgerne er kommet forbi hysteriet og tænker langt mere praktisk.

Samtidig pointerer han, at grænsespørgsmålet fylder i Syd- og Sønderjylland, og at det derfor kan tage fokus fra andre politiske emner som for eksempel klimaet.

SÅDAN ER UNDERSØGELSEN LAVET

  • Megafon har for TV SYD spurgt 1000 vælgere i Sydjyllands Storkreds, om udsagnene nævnt i artiklen
  • Vælgerne har enten kunne svare 'helt enig', 'overvejende enig', 'hverken/eller', 'overvejende uenig' eller 'helt uenig'
  • Svarene er sorteret efter, hvad vælgerne stemte ved folketingsvalget i 2015.
  • Undersøgelsen er gennemført den 8.-16. maj 2019 som en kombineret web/telefonmåling
  • Målgruppen er danskere i alderen 18+ år.
  • 1.000 respondenter i hver storkreds har medvirket i undersøgelsen.

Røde vælgere er mere bekymrede end blå

1.000 vælgere fra Sydjyllands Storkreds har svaret på, hvor bekymrede de er i forhold til klimaforandringer. Og hvis man kigger på, hvilket parti de stemte på til sidste folketingsvalg, tegner der sig et billede.

Et gennemsnit på 94,6 procent af vælgerne, der stemte på et parti i rød blok, er enig i, at de er bekymret for klimaet i forhold til kommende generationer, mens 72,8 procent af blå bloks vælgere er enig i det udsagn.

quote

Selvom det er dejligt, der er så mange, der synes, det er vigtigt. Havde jeg gerne set, at det var flere

Hans Christian Schmidt, folketingsmedlem, Venstre

67 procent af Venstres egne vælgere er helt enige eller overvejende i udsagnet.

- Selvom det er dejligt, der er så mange, der synes, det er vigtigt. Havde jeg gerne set, at det var flere, siger Hans Christian Schmidt, der sidder i folketinget for Venstre.

Han fortæller, at han selv er bekymret for klimaet, og derfor har det som en mærkesag.

Det kommer ikke bag på Birgitte Vind, folketingskandidat fra Socialdemokratiet, at procenttallet fra rød bloks vælgere er så højt:

- Det er jo noget, at det optager os alle sammen, og det skal det også, siger hun.

93 procent af Socialdemokratiets egne vælgere er enig eller overvejende i udsagnet.

Færre er villige til at mindske forbruget

I samme undersøgelse er vælgerne blevet bedt om at erklære sig enig, uenig eller ’hverken/eller’ til udsagnet: ”Jeg er villig til at gå markant ned i forbrug og velstand for at gå foran i kampen mod menneskeskabte klimaforandringer.”

quote

En del af Socialdemokratiets vælgere er på overførselsindkomst og har ikke så meget at gøre med til hverdag

Birgitte Vind, folketingskandidat, Socialdemokratiet

Selvom det er hele 93 procent af Socialdemokratiets vælgere, der er bekymrede for klimaforandringerne, er det kun 69 procent af dem, der er villige til at gå markant ned i forbrug og velstand.

- En del af Socialdemokratiets vælgere er på overførselsindkomst og har ikke så meget at gøre med til hverdag, forklarer Birgitte Vind (S) om årsagen til tallet.

Samtidig mener hun, at det for vælgerne kan virke uoverskueligt, hvad hver enkelt kan gøre mod klimaforandringerne, og derfor skal det være politikerne, der går ind og træffer de vigtigste beslutninger på området.

Argumentet om lavere indkomst bruger Hans Christian Schmidt (V) også til at forklare, hvorfor blot 41 procent af Venstres vælgere i Sydjyllands Storkreds er villige til at gå markant ned i forbrug og velstand.

- Der er forskel på, om du har en stærk økonomi, og det er vi ikke kendt for i Sydjyllands Storkreds.

Han mener dog, at langt de fleste vælgere i storkredsen er enig i, at der bliver gjort en klimaindsats, og at de vil rette sig efter, de reguleringer på området, politikerne måtte lave.