10. februar er en fest - både i øst og vest

I dag er en festdag. Det er nemlig dagen, hvor danskerne for 100 år siden stemte sig hjem til Danmark. Festlighederne afholdes i Sønderjylland - men også i Vejle, Aarhus og København.

Det er i dag nøjagtigt 100 år siden, at Sønderjylland efter en folkeafstemning blev genforenet med Danmark.

Den 10. februar fandt afstemningen i zone 1 sted, hvor godt 100.000 borgere og mere end 90 procent af de stemmeberettigede deltog i afstemningen. Her stemte samlet set knapt 75 procent for Danmark og 25 procent for Tyskland.

Det markeres med over 1.000 begivenheder i hele landet i løbet af året. Og alene i dag fejres afstemningsresultatet med 33 arrangementer - flest i Sønderjylland - men også i Vejle, Aarhus og København markeres dagen med alt fra gadevandringer til sønderjysk kaffebord og udstillinger. 

Fest på Vesterbro

En begejstret Simon Faber, der er leder af sekretariatet for Genforeningen 2020, begyndte dagens festligheder i dag i København på Vesterbro, hvor en lang række gader er opkaldt efter lokaliteter i Sønderjylland og Slesvig.

- Det er en markant historisk begivenhed, der fandt sted i dag for 100 år siden, så det er meget opløftende så mange steder, det markeres, siger han til TV SYD.

Simon Faber var sammen med Tønders borgmester Henrik Frandsen (V) med til at sætte en mindeplade op i Tøndergade på Vesterbro. 

- Mindepladen fortæller om navngivelsen af gaden og skal minde forbipasserende om den periode i danmarkshistorien, fortæller Simon Faber.

Efterfølgende er der sønderjysk kaffebord og byvandring rundt i de sønderjyske gader på Vesterbro.

Sådan fejrede Vester Sottrup afstemningsresultatet i 1920.
Sådan fejrede Vester Sottrup afstemningsresultatet i 1920.
Foto: Lokalhistorisk Arkiv Sundeved