29 historiske film: Bliv klogere på mindretallenes historie

Det Danske Filminstitut har digitaliseret film om mindretalshistorie i både Nord- og Sydslesvig.

Både det tyske mindretal i Danmark og det danske ditto i Tyskland har leveret gamle filmklip til Det Danske Filminstitut, som nu tilbyder alle interesserede at blive klogere på mindretallenes og dermed grænselandets historie.

Det drejer sig blandt andet om filmklip helt tilbage fra genforeningsåret 1920 og frem til vores tid. Filminstituttet har digitaliseret de indkomne filmruller, der giver et unik indblik i mindretallenes historie. Filmene er fra begge sider af grænsen og samlet i tre temaer:


- Den ganske bastante afgrænsning af, hvad der er dansk og ikke-dansk, stemmer jo ikke rigtig overens med virkeligheden. I grænseregionen lever to befolkninger side om side og har gjort det i århundreder. Det er det særlige historiske og kulturelle tema, vi fra i dag skildrer med levende billeder fra Danmark på film, siger redaktør Lisbeth Richter Larsen fra Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.

Hun glæder sig over at kunne præsentere de nye film, der medvirker til at nuancere vores viden om mindretallene.

- Jeg er født i Sønderborg, opvokset i Haderslev, mine bedsteforældre var fra marsklandet og havde begge gået i tysk skole. Sameksistensen af to sprog og kulturer, der krydsbestøver hinanden, er noget ganske særligt, mener hun.