Borgmester håber, de unge tager Genforeningen til sig

Thomas Andresen forventer, at fejringen af 100-året for Genforeningen ikke kun bliver forbundet med kaffebord og støvet historie fra en fjern fortid. Den skal også vække genklang hos de unge.

Fejringen af 100 året for Sønderjyllands genforening med Danmark bliver et brag af en fest med omkring 1.000 arrangementer i løbet af året, mener Thomas Andresen (V), borgmester i Aabenraa og formand for Det Sønderjyske Præsidium, der er styregruppen for begivenhederne.

 - Vi får i gennemsnit 2,5 arrangement dagligt af både folkelig og mere højtidelig karakter, alt sammen noget, der på en eller anden måde omhandler Genforeningen. Og det fantastiske er, at det sker over hele landet - ikke kun i Sønderjylland, siger Thomas Andresen.

Desuden er Thomas Andresen opsat på at bruge genforeningsåret til at gøre opmærksom på, at Sønderjylland er sted godt at slå sig ned for unge mennesker.

- Vi har store virksomheder, der søger højtuddannede medarbejdere, og med det øgede fokus på landsdelen her i år, vil vi gøre alt for at udbrede det budskab, siger han.

Allerede den 8. januar markerer TV SYD 100-året for Genforeningen med det første af otte live-arrangementer fra forskellige steder i Syd- og Sønderjylland. Se hvordan, du kan komme med, her. Billetterne er gratis.

Ingen støvet fest

Og den 10. januar - på 100-årsdagen for Versailles-freden - skyder staten genforeningsåret officielt i gang på Det Kongelige Teater med deltagelse af blandt andre den kongelige familie.  

For Aabenraas borgmester, der via sine forældre har en fod solidt plantet i både den sønderjyske og tyske muld, venter et travlt år med mange begivenheder, hvor særligt én ting glæder Thomas Andresen.

- Jeg har store forventninger til sangarrangementerne, hvor nye sange, som er skrevet her til genforeningsåret, bliver offentliggjorte og sunget. Jeg håber og tror på, at de appellerer til de unge, så det med Genforeningen ikke bare er noget støvet fra en historiebog, men vil blive levende historie for den unge generation, siger han.