Genforeningen: 100 års historie triller ind til teenagerne i skolegården

Museum Sønderjylland har fået 300.000 kroner til en bus, der skal markere 100-året for genforeningen over for teenagere.

Hvordan får man teenagere til at interessere sig for noget, der skete for 100 år siden, hvor deres olde- eller tipoldeforældre levede? Svaret er, at man køber en brugt bus og plastrer den til med farverige billeder og et par Dannebrog-flag på taget og parkerer den i skolegården.

quote

Eleverne kan forvente, at en farverig, kulørt, festlig bus triller ind i skolegården og gennemfører et undervisningsforløb med fuld knald på.

Axel Johnsen, afdelingsleder, Museum Sønderjylland

- Eleverne kan forvente, at en farverig, kulørt, festlig bus triller ind i skolegården og gennemfører et undervisningsforløb med fuld knald på. Det bliver festligt, inddragende og sjovt forløb, hvor man møder eleverne med smartphones, sociale medier og lommefilm. Det bliver både sjovt og fagligt relevant, lover Axel Johnsen.

I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland atter blev dansk. Det skete ved afstemninger i grænselandet, hvor folk skulle bekende sig til enten Tyskland eller Danmark. Ud fra valgresultatet blev grænsen mellem de to lande fastlagt, hvor den den er i dag. Det skal fejres med blandt andet en genforeningsbus, som den første halvdel af 2020 vil dukke op på folkeskoler, ungdomsuddannelser og forskellige genforeningsfester rundt om i landsdelen. Museum Sønderjylland står bag initiativet og har kaldt det for et “roadshow”, så det ikke lugter langt væk af kedelig historie.

- I forbindelse med genforeningen kan man tale om identiteter, og hvis der noget der optager de unge mennesker nu om dage, er det identiteter - både nationale, kulturelle og etniske af slagsen. Og det var jo det, der også var på spil dengang i 1920, så der er en ladeport åben, fortæller Axel Johnsen fra Museum Sønderjylland.

Genforeningsbussen skal køre rundt i hele landet og er et tilbud til alle landets folkeskoler og ungdomsuddannelser. De enkelte skoler kan bestille et besøg af bussen, og i månederne op til dens ankomst, skal de forberede sig til den dag, hvor bussen holder i solegården.

Axel Johnsen fortæller om den bus, som skal rundt til skoler for at fortælle om genforeningen.
Axel Johnsen fortæller om den bus, som skal rundt til skoler for at fortælle om genforeningen.

Genforeningen fuld af plakater

Han er til daglig leder af afdelingen for viden og samlinger på museet og mener ikke, at genforeningen anno 2020 kun handler om historie og samfundsfag, men også billedkunst, matematik, kunsthistorie og sociale medier.

Genforeningen i 1920 var fuld af plakater på både dansk og tysk. Den slags propaganda-kunst kunne indgå i faget billedkunst og samtidig rejse spørgsmålet om, hvordan man ville gribe sådan en valgkamp an i dag 100 år senere.

- Eleverne kan arbejde med, hvordan vi ville føre en afstemningsvalgkamp i dag. Hvordan ville vi for eksempel bruge Twitter og Facebook, spørger Axel Johnsen.

Der blev lavet mange plakater i 1920, forud for afstemningen om den dansk-tyske grænse. Her både danske og tyske eksemplarer.
Der blev lavet mange plakater i 1920, forud for afstemningen om den dansk-tyske grænse. Her både danske og tyske eksemplarer.

Sådan er de seks mio. kr. fordelt

Museum Sønderjylland har fået bevilget 300.000 kroner af kulturministeriet til genforeningsbussen. Pengene er en del af en pulje på seks millioner kroner til 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark.

Projektet med bussen skal vare i de første syv måneder af 2020 og er budgetteret til at koste i alt 2,4 millioner kroner. Museet mangler stadoig ca. 1,5 millioner kroner og håber på, at bevillingen fra kulturministeriet er et godt skridt på vejen. 
- Pengene er en rigtig god start og samtidig en blåstempling. Jeg håber, private fonde kan se kvaliteten i det og støtte projektet, siger Axel Johnsen til TV SYD.

Museum Sønderjylland har også modtaget 450.000 kroner til ”Dansk-tysk adskillelse og genforening i kunsten 1800-2020”.

Resten af de seks millioner kroner er fordelt således:

Haderslev:

Teatret Møllen ”Romeo og Julie”, 450.000 kr.

Tønder:

Tønder festival ”Dansk/tysk workshopsfestival for unge”, 140.000 kr.

Jelling:

Grænseforeningen Vejle Amt ”Grænser og national identitet før, nu og i fremtiden”, 200.000 kr.

Flensborg:

Flensborg Avis ”Skæbner langs grænsen”, 450.000 kr.

Ribe:

Ribe Stift ”Nationalstaten. Historie, værdier og udfordringer”, 250.000 kr.

 

Udenfor Sønderjylland:

Middelfart:

Middelfart Museum ”Krigsneuroser og rentesyge- psykiske krigsinvalider i Sønderjylland efter 1. verdenskrig”, 240.000 kr.

Herning:

Sangens Hus ”Sangen Genforener 1920-2020”, 480.000 kr.

Aarhus:

Den Gamle By Danmarks Købstadsmuseum ”Grænsen er nået- afstemning i grænselandet”, 400.000 kr.

Randers:

Randers Kunstmuseum ”Herfra hvor vi står. 7 udstillinger om national identitet”, 400.000 kr.

København:

Rigsarkivet ”Genforeningen 1920-fra Rigsarkivets hylder”, 263.000 kr.

Grænseforeningen ”Hjemmeside for Danmarks genforeningssten”, 225.000 kr.

Grænseforeningen Ungdom ”Ungdomstopmøde 2020”, 72.000 kr.

”Sigurd fortæller om Genforeningen – 100 koncerter”, 500.000 kr.

Golden Days ” Genforeningen 2020-Sønderjylland i København”, 580.000 kr.

Ars Nova Copenhagen ”Romancer og Skjaldesang. En foredragskoncert”, 400.000 kr.

Foreningen af lærere i historie og samfundsfag ”Grænseland & Identitet”, 200.000 kr.