Mænd døde af glæde, og pigen på hesten var skrækslagen, men spådommen gik i opfyldelse

 

I dag er det præcist 100 år siden, at kong Christian 10. red ud for at skabe en mytisk fortælling. Planen skulle være med til at redde kongehusets eksistens.

 

Råbene gav genlyd mellem de fire palæer omkring Amalienborg Slotsplads.

- Ned med Christian, republik, republik, lød det fra folkemængden ude på pladsen, mens kong Christian 10. med stigende bekymring lyttede med inde bag slottets mure.

Risikoen for at en revolution ville rulle over Danmark var overhængende, og monarken risikerede at ende i eksil, eller det der var værre.

Danmarks konge vil komme ridende på en hvid hest, der vil vade i blod i gaderne

Fanny Enge, spåkone

Hvis nogen havde fortalt folkene på slotspladsen, at kongen om tre måneder ville opnå noget nær kultstatus i befolkningen, havde de næppe troet på det.

Det var i påsken 1920, og ude på slotspladsen var folk rasende over, at kong Christian 10. havde fyret regeringen.

Han var nemlig ikke den store demokrat - i hvert fald ikke når det kom til, hvor rigets grænser skulle gå.

Og det var netop det, striden med regeringen drejede sig om.

Efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig havde der været en folkeafstemning i de områder, som Danmark tabte under krigen i 1864.

Fra skurk til sagnkonge

Folk havde selv kunnet vælge, om de ville høre til Danmark eller Tyskland, og grænsen endte med at gå nord for Flensborg.

Kongen brød sig ikke om resultatet.

Afstemningsresultatet i 1920. De røde områder havde dansk flertal, de blå ville hellere høre til Tyskland. Grænsen blev trukket ved den sorte streg.​​​​​​ Foto: Rigsarkivet

I modsætning til flertallet af de danske politikere ville han have Flensborg med i kongeriget, og efter et voldsomt skænderi med den radikale statsminister Carl Theodor Zahle endte kongen med at fyre regeringen.

Det gjorde ham enormt upopulær hos halvdelen af befolkningen.

Kongens indblanding i politik havde nær kostet ham jobbet, og da han 100 dage senere besøgte de landområder, som havde stemt dansk, stod han foran en svær opgave med at genvinde populariteten.

Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder

Fanny Enge, spåkone

Opgaven blev taget meget alvorligt.

Indtoget i det tabte land skulle foreviges med fotos og dokumentarfilm, og man havde endda indbudt en maler, som skulle finde det helt rigtige motiv og fremstille et stort genforeningsbillede til Frederiksborg Slot.

Besøget blev planlagt nøje, og arrangørerne gik langt for at få kongens ridt til at fremstå i et nærmest mytologisk skær.

Og kongen gjorde selv sit, til at det skulle lykkes.

Læs også Test dig selv med denne ultrasvære quiz om Genforeningen

En pludselig indskydelse

Det øjeblik, som siden fandt vej til et lærred på Frederiksborg Slot, skabte den ellers så regelrette konge nemlig selv - tilsyneladende efter en spontan indskydelse.

Vi spoler tiden frem til 10. juli 1920 klokken lidt over 9 om morgenen.

Christian 10. var netop redet gennem æresporten på den gamle grænse nord for Christiansfeld, da den stærkt bevægede konge fik øje på en lille lyshåret pige i menneskemængden.

Hun havde et dannebrogsflag i den ene hånd, og i den anden hånd havde hun en kurv med to roser - en rød og en hvid.

Hendes hvide kjole var prydet med røde bånd, og da kongen så pigen, fik han lyst til at tage hende op til sig på hesten og omfavne hende.

Jeg havde følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme

Kong Christian 10.

Han kunne ikke vide, at pigen Johanne var et adoptivbarn med så beskidte sokker, at hendes mor havde vendt vrangen ud på dem tidligere på dagen.

Kongen greb fat om den lille hånd under roserne.

- Må jeg få hende lidt op på hesten?, spurgte kongen pigens mor.

Hun blev paf og svarede ikke, men så spurgte han endnu en gang.

- Må jeg?

Moderen kunne se tårer på kongens kind.

Kong Christian 10.'s ansigt i det øjeblik, han krydsede den gamle grænse. Ganske kort tid efter tog han Johanne Braren op til sig. Foto: Det Kongelige Bibliotek

 - Ja tak, fik hun fremstammet.

Ridetur uden samtykke

Og så løftede kongen den hvidklædte pige med blomsterne op på sin saddel og kyssede hende.

- Vil du med til København?, spurgte kongen.

- Nej, jeg vil blive hos min mor, svarede den niårige pige, men kongen var allerede på vej videre med hende foran sig på den hvide hest.

Johanne Braren brød sig ikke om, at kongen tog hende med. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Vi kender detaljerne om den niårige pige Johanne Braren, fordi hendes mor, Elisabeth Braren, efterfølgende skrev begivenhederne ned i et hæfte. Dele af indholdet kan læses hos Grænseforeningen.

Oppe på hesten lagde pigen sin arm om kongens hals, mens hendes mor forsøgte at følge med gennem menneskemængden.

Den niårige Johanne var ved at begynde at græde, men kongen registrerede det ikke.

- Da det lille væsen lagde sin arm om min hals, havde jeg følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme, skrev han efterfølgende i sin dagbog.

Et profetisk digt

Hvilke tanker kongen gjorde sig, da han så den lille pige i menneskemængden, er der ikke længere nogen, der ved, men billedet af hende passede enormt godt med et berømt digt om Sønderjylland:

- Det klinger som et eventyr, et sagn fra gamle dage; en røvet datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage!

Digtet blev skrevet af Henrik Pontoppidan efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig i 1918, inden nogen med sikkerhed vidste, at Sønderjylland ville stemme sig hjem til Danmark.

Pontoppidans digt blev brugt på de plakater, som skulle overbevise folk i Sønderjylland om at stemme dansk. Plakaten her er trykt 8. marts 1920. Foto: Joakim Skovgaard / Det Kongelige Bibliotek

Pontoppidans forudsigelse var ikke den eneste spådom, kongen opfyldte den dag.

Spådommen

Den anden spådom var meget ældre og noget mere mystisk, og hoffet gik langt for at opfylde den.

Ifølge historiker René Rasmussen fra museet på Sønderborg Slot passede spådommen perfekt til at sætte monarken i et helt nyt lys.

- Ved at iscenesætte en profeti, hævede man en historisk begivenhed til nærmest mytologiske højder, siger han til TV 2.

Johanne Braren på kongens hest. Foto: Det Kongelige Bibliotek

For at forstå spådommen, skal vi over 200 år tilbage i tiden.

Tilbage til årene omkring 1805, hvor en anden lille pige dukkede op i Aabenraa.

Hun hed Franziska Caroline Elise Enge, og der gik (og går stadig) rygter i byen om, at hun var af fornem slægt, måske endda barn af kronprinsen, den senere kong Christian VIII.

Jeg ved ikke, om du har hørt om den mærkelige spådom, som pigen Fanny i Aabenraa har forudsagt

Ole Andreassen, soldat, 2. jægerkorps, 2. kompagni

I virkeligheden var hun sandsynligvis uægte datter af en tjenestepige fra Mecklenburg i Tyskland og en skovrider fra samme egn.

Pigen fik arbejde som syerske, og da hun begyndte at få drømmesyn om fremtiden, blev mystikken omkring hende ikke just mindre.

Den synske kvinde blev kaldt jomfru Fanny af Aabenraas borgere, og hun forudsagde, om børn blev lys- eller mørkhårede, hvor der ville blive bygget nye huse i byen.

Der findes ingen billeder af Fanny Enge, men en del af hendes håndarbejde er bevaret og udstillet i Aabenraa. Foto: TV 2

I 1849 blev hun landskendt, fordi Fyens Avis bragte en artikel om, at hun havde forudset Treårskrigens udbrud allerede i 1837.

Hun forudså også, at det hele ville ende med dansk sejr. Det skete i maj 1849 - altså inden de afgørende slag ved Fredericia og Isted, hvor danskerne vandt.

Fanny bliver berømt

Artiklen om forudsigelserne blev udgivet som skillingstryk i København. Trykkene var den tids ugeblade, og derfor nåede historien vidt omkring.

Soldaterne talte således allerede om spådommen inden slaget ved Fredericia. For eksempel skrev soldaten Ole Andreassen, der otte dage senere ville blive dødeligt såret ved Fredericia, således hjem til sin svoger:

- Jeg ved ikke, om du har hørt om den mærkelige spådom, som pigen Fanny i Aabenraa har forudsagt, som skal ske og til dels er sket. Det er angående krigen, og krigens udfald, som skal blive meget godt.

Og da Danmark vandt krigen i 1850, havde Jomfru Fanny for alvor skabt sig et navn.

Treårskrigen varede fra 1848 til 1850. På dette tryk kan man se den tapre danske landsoldat dræbe en tysksindet oprører. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Hun spåede, at der ville komme endnu en krig, som Danmark ville tabe, og efter det store danske nederlag ved Dybbøl i 1864, kom jomfru Fanny med beroligende ord til apotekeren i Aabenraa.

Spåkonen forudså, at der i 1870 skulle komme en krig, man aldrig havde set magen til, og efter et stort slag udenfor Aabenraa, ville Danmark genvinde det tabte land.

- Danmarks konge vil komme ridende på en hvid hest, der vil vade i blod i gaderne, lyder det i apotekerens referat af spådommen.

Der kom faktisk en stor krig i 1870 mellem Frankrig og Preussen, men resten passede ikke.

- Der vil være sort af mennesker

Jomfru Fanny glemte dog ikke drømmesynet, og kort før sin død i 1881 kom hun så med en spådom.

Kong Christian 10. modtages i Sønderjylland. Foto: Det Kongelige Bibliotek

- Det bliver ikke Christian 9., som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham, lød spådommen.

Sønderjyderne glemte heller ikke historien.

Og det var formentlig den sønderjyske folketingsmand H.P. Hanssen fra Aabenraa, der sørgede for, at den gik i opfyldelse.

Det fortæller historieprofessor Hans Schultz Hansen, der har skrevet en bog om H.P. Hanssen.

- De folk, som abonnerede på jomfru Fannys spådom, fandtes i de mere almueprægede dele af befolkningen. H.P. Hanssen troede næppe selv på spådommen, men han kunne nok se en mulighed for at nå ud til de borgere, der ikke havde været på højskole, siger han til TV 2.

Hans Schultz Hansen siger, at det formentlig var H.P. Hanssen, der gav hoffet et tip om, at kongen burde benytte en hvid hest.

Folketingsmanden har ikke efterladt sig noget skriftligt om spådommen, men ifølge Hans Schultz Hansen er der mange indicier på, at han havde en finger med i spillet.

Og da Kong Christian 10. red over den gamle grænse, var der faktisk sort af mennesker ved den gamle grænse.

Berlingske Tidendes korrespondent, Robert Ludvigsen, stod selv i mængden og ventede på kongen.

- Allerede ved fire-fem-tiden om morgenen begyndte folk både nord- og sydfra at strømme til den gamle grænse ved Frederikshøj for at afvente det historiske øjeblik, da det gamle sagn om kongen på den hvide hest skulle gå i opfyldelse, skrev han.

Den sjældne hvide hest

Men for Elisabeth Braren, der forsøgte at følge med sin datter på kongens hest, var den store menneskemængde et problem.

Hun kunne se, at Johanne oppe på hesten var ulykkelig og forsøgte at mase sig gennem tilskuerne.

Det lykkedes hende at komme ned i en grøft, hvor hun kunne løbe efter kongens hest.

Men pludselig blev hun råbt an af tre politibetjente.

Så nu måtte den bekymrede mor forklare sig til ordensmagten, mens kongen red væk med hendes datter ude på vejen.

Faktisk var det slet ikke kongens hest.

Den hvide hest Malgre Tout. Foto: Det Kongelige Bibliotek

I 1920 var der nemlig ingen hvide heste i de kongelige stalde, og hvis Jomfru Fannys spådom skulle gå i opfyldelse, måtte hesten være hvid.

Så allerede i efteråret 1919 havde hoffet henvendt sig til landets godsejere for at finde en helt hvid hest.

Den slags er sjældne, men Greve Knud Danneskiold-Samsøe fra Visborggård ved Hadsund havde lige inden Første Verdenskrigs udbrud i 1914 købt en hvid hest i Paris.

Hesten hed Malgré Tout - eller på dansk 'trods alt' - og den blev trænet i flere måneder, så den ikke gik i panik over store menneskemængder.

- Så let som en hjort

Politikens journalist stod på den danske side af den gamle grænse, da kongen satte sig op.

- Rideknægten, som stod og holdt den, har ikke haft en rolig time siden nytår, da han fik overdraget at forberede hesten til genforeningen. Han har vænnet den til musik, til flag og hurra, til menneskemængdens uberegnelige luner, hed det efterfølgende i avisen.

Og ifølge avisen bestod dyret prøven.

- Så let som en hjort, smidig, trind og blød i koderne, som musklerne i en danserindes ankler, lød beskrivelsen af den unge vallak.

Hestens farve var man ikke begyndt at diskutere endnu, men der gik ikke lang tid, før der opstod et opsigtsvækkende rygte.

Kong Christian 10.'s yngste søn, prins Knud, fik nemlig noget hvidt på bukserne, da han kom tæt på hesten, og efterfølgende satte han gang i et rygte om, at dyret var blevet kalket hvidt, så Jomfru Fannys spådom kunne gå i opfyldelse.

Rygtet om hestens farve

Ligesom sin bror kronprins Frederik red han med i optoget - de to prinser kan ses bag kongen herunder.

Spørgsmålet om hestens rigtige farve har været diskuteret lige siden 1920, og ifølge Jens Lei Wendel-Hansen, der er ph.d. i historie, og som har undersøgt rygterne om farven, kan prins Knud meget vel have fået hvidt støv på sine bukser.

Det var meget, meget, meget afgørende, at man fandt en hvid hest

Jens Lei Wendel-Hansen, historiker

Han siger, at hesten formentlig blev striglet med wienerkalk eller hvidt pibeler for at fjerne gule misfarvninger fra urin på bugen, men at dyret altså var hvidt.

- Det var meget, meget, meget afgørende, at man fandt en hvid hest. Også en, som fremstod hvid, og derfor var det også nødvendigt at rense den, siger Jens Lei Wendel-Hansen til TV 2.

Der var ikke overladt ret meget til tilfældighederne, for dette var en særdeles følelsesladet dag.

Så følelsesladet, at den kostede menneskeliv.

Død af glæde

Det første dødsfald skete på cirka samme tidspunkt som dette billede er taget.

For mens Johanne Braren sad oppe hos kongen, tog en ældre herre sit sidste åndedrag lidt længere nede af vejen.

Hans syvårige barnebarn så på, mens det skete.

Manden, Hans Jørgen Bylling, var faldet om, da folk havde råbt "kongen kommer", og barnebarnet, der også hed Hans Jørgen Bylling, så sin bedstefars stok flyve op i luften, da den gamle faldt bagover.

Må jeg beholde hende?

Kong Christian 10.​​​​​

Den døende bedstefar blev båret ind på Høkkelbjerg Skole, hvor han udåndede på et bord, fortæller Hans Jørgen Byllings oldebarn, Hans Erik Bylling, til TV 2.

Den lille dreng huskede resten af sit liv, hvordan "bedstefar døde af glæde".

Et lille nerveanfald

Mens den tragiske situation udspillede sig i skolestuen, slap Johanne Brarens mor forbi politiet og nåede hen til kongens hest, hvor hun fik standset majestæten.

- Må jeg beholde hende?, spurgte han.

Øjeblikket, hvor Johanne genforenes med sin mor. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Elisabeth Braren svarede ikke.

Hun skrev efterfølgende, at hun ikke turde udsætte sin datter for mere.

- Da jeg så op i hendes ansigt, afmaledes der en skræk for, hvad mit svar ville bringe, skrev Elisabeth Braren om episoden.

Hun løftede datteren ned og trak pigen i sikkerhed i grøften.

- Der fik hun et lille nerveanfald, som udtrykte sig i klagende toner. Jeg fik hende bragt til ro, hun fik hatten på, og stille gik vi bagefter hele sværmen, skrev Elisabeth Braren.

Kort tid efter mistede endnu et menneske livet.

Døden kom efter kongens håndtryk

Efter sit ridt gennem Christiansfeld, steg kongen af ved Tyrstrup Kirke, hvor han skulle deltage i en kort andagt.

Kong Christian 10. på vej ind i Tyrstrup Kirke, mens sønderjyske piger strør blomster foran ham. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Da kongen kom ud af kirken, gik han hen og hilste på de krigsveteraner, som havde været med ved nederlaget i 1864.

Øjeblikket blev fotograferet.

Én af veteranerne var den 82-årige snedkermester Peter Wandt fra Bjerndrup, og for ham var øjeblikket så bevæget, at han faldt om og døde ved kirkemuren, skrev Berlingske Tidendes korrepondent.

Det blev også snart kongens tur til at falde .

Kongen og den nye hest

Efter ceremonien i Tyrstrup Kirke fortsatte majestæten videre mod Haderslev i bil.

Lidt udenfor byen skulle kongen så til hest igen, og her gik det galt.

Den hvide hest havde opfyldt spådommen, så kongen skiftede til en af sine egne gangere.

Hesten veg til side, da han ville sætte sig op, men kong Christian 10., der var en erfaren rytter, ville ikke lade hesten bestemme, så han svingede sig op alligevel.

Der er et gammelt sagn, der siger, at en dansk konge engang skal kysse Sønderjyllands jord

Borger i Haderslev

Men så sprang dyret til siden, væltede den hjælper, der holdt tøjlerne, og bukkede.

Kongens sabel kom i klemme mellem ben og hest, og så faldt majestæten til jorden.

På den måde opfyldte Kong Christian 10. muligvis endnu en profeti - i hvert fald, hvis man skal tro Robert Ludvigsen fra Berlingske Tidende.

Endnu en spådom opfyldes

Korrespondenten skriver nemlig, at en ældre herre overværede styrtet og sagde:

- Der er et gammelt sagn, der siger, at en dansk konge engang skal kysse Sønderjyllands jord.

Og med tårer i øjnene fortsatte han:

- Så gik også dette gamle sagn i opfyldelse. Det var endda skønt.

Kongen red ind i Haderslev på en anden hest, men så kunne han heller ikke mere. På resten af turen gennem Sønderjylland var han så plaget af smerter, at turen måtte foregå i bil.

Men da var myten skabt.

Påskekrisen var så godt som glemt, og billederne af kongen på den hvide hest blev et nationalt ikon.

Brev fra majestæten

Og kongen glemte ikke Johanne Braren.

Genforeningen var vanvittig effektiv propaganda for kongen

René Rasmussen, historiker

Han sendte hende et indrammet billede fra rideturen, inviterede hende med til arrangementer, når han besøgte Sønderjylland og forærede hende gaver, da hun blev konfirmeret og senere gift.

Men den lille pige på kongens hest fik ikke et liv, der kunne matche maleren Hans Nikolaj Hansens ikonbillede på Frederiksborg Slot.

 

 

- Det var en stor oplevelse, men rideturen fyldte ikke meget for hende som voksen, og den ændrede ikke hendes liv, siger hendes datter, Eli Fredskilde, til TV 2.

En stor del af Johanne Brarens liv kom til at gå med hårdt arbejde.

En overgang var hun bagerfrue i Vejle, men butikken kunne ikke løbe rundt. I 1945 blev hun skilt efter ti års ægteskab, og da hun fandt kærligheden igen i 1947, gik der kun seks år, før hun blev enke.

Hun hed nu Johanne Herlak og var alene med to små piger, som hun måtte forsørge ved at arbejde som kogekone.

Hun døde i 1999 i Århus og blev 87 år.

Johanne Herlak som 84-årig i 1995. Foto: Søren Skarby / Ritzau Scanpix

Den hvide hest Malgre Tout levede knap så længe

Den blev syg og måtte allerede aflives i 1921.

Den hestehov, som efter sigende var først over den gamle grænse, blev forsølvet og fik inskriptionen:

- Jeg bar kongen over Grænsen hen - da Sønderjylland blev dansk igen.

Den endte på kong Christian 10.'s skrivebord på Amalienborg Slot, hvor demonstranter aldrig siden krævede hans afgang.

- Genforeningen var vanvittig effektiv propaganda for kongen, og i tiden derefter fik monarkiet en helt ny rolle, siger historiker René Rasmussen.

Monarken blev nu en figur der kunne samle hele befolkningen, og kongen blandede sig aldrig mere i politik.

Han endte med kun at falde af hesten - ikke af tronen.

 

Udarbejdet af Peter Møller

 

Læs også:

I år er det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. 

En detalje fortæller en anden historie om Sønderjyllands grænser gennem de sidste 800 år.

Test dig selv: Hvor god er du til sønderjysk?