Så kører Genforeningsbussen igen: Her kan du besøge den

Efter at have holdt i garagen i knap tre måneder kører Genforeningsbussen nu igen ud for at formidle historier og viden om Genforeningen til skole- og gymnasieelever.

I knap tre måneder har den holdt parkeret i garagen. Men nu kører Genforeningsbussen igen.

Dermed kan skole- og gymnasieelever og andre interesserede ved at gå ind i bussen træde 100 år tilbage i historien og opleve Genforeningen.

Her kommer bussen forbi

  • 1/7  Kunstmuseet Brundlund Slot, Aabenraa
  • 2/7  Museerne i Tønder
  • 3/7  Museum Sønderjylland-Arkæologi, Haderslev
  • 4/7  Sønderborg Slot
  • 10/7  Genforenings- og Grænsemuseet, Christiansfeld
  • 11/7  Ribe Domkirke
  • 12/7  Hotel Skibelund Krat, Vejen
  • 5-6/9  Århus festuge
  • 26/9   Ribe Folkemøde
  • 9/10   Kulturnatten, København

Bussen skulle have været på 90 skolebesøg fra februar til juli, men den måtte slå bremserne i, da coronavirus fik sat en stopper for markeringen af 100-året for Genforeningen.

Genforeningsbussen vil ud over de åbne arrangementer også besøge skoler og gymnasier i hele landet, når sommerferien slutter.

Projektleder for Genforeningsbussen, Helle Nordentoft, glæder sig over, at bussen snart kommer i gang igen.

- Jeg glæder mig bare til at komme i gang igen og komme ud at køre med den her fantastiske bus igen og møde folk ude i sommerlandet.

Fra onsdag 1. juli kan bussen opleves på Kunstmuseet Brundlund Slot, og de næste tre måneder vil den køre Sønderjylland rundt, inden den også besøger Aarhus Festuge og Kulturnatten i København.

Det er Museum Sønderjylland, der leder projektet med Genforeningsbussen med støtte fra Nordea-fonden og Kulturministeriets og Folketingets pulje til markering af genforeningsjubilæet.

Robert Oldager sidder bag rattet i Genforeningsbussen. Han glæder sig endelig at skulle ud at køre med bussen igen.
Robert Oldager sidder bag rattet i Genforeningsbussen. Han glæder sig endelig at skulle ud at køre med bussen igen.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Bag rattet i bussen sidder Robert Oldager fra Dybbøl Turist. Han har ventet i spænding på at skulle ud og køre bussen igen.

- Jeg glæder mig virkelig til at komme afsted igen. Jeg kører ikke bare bussen, jeg hjælper også med det hele. Jeg sørger for, at det hele er tændt, når gæsterne kommer, så museumsfolkene kan komme ind og gøre deres arbejde, siger en glad buschauffør.

Han plejer at køre med passagerer, men den nye tilværelse med chauffør for Genforeningsbussen passer ham godt.

- Det er jo lidt anderledes. Jeg er selv historieinteresseret, og så er det jo også lidt anderledes end almindelig turistkørsel. Sommetider er det jo godt med lidt afveksling, siger Robert Oldager.

Her får Genforeningsbussen ny beklædning med datoer på, hvornår den besøger de forskellige byer på ruten igennem landet. Til højre står Helle Nordentoft, der er projektleder for Genforeningsbussen.
Her får Genforeningsbussen ny beklædning med datoer på, hvornår den besøger de forskellige byer på ruten igennem landet. Til højre står Helle Nordentoft, der er projektleder for Genforeningsbussen.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Men nu er den altså klar til igen at byde gæster inden for i bussen. I den forbindelse har den fået påklistret en ny oversigt over, hvilke byer den besøger på sin rute igennem landet.

genforeningen2020.dk kan man få et overblik over arrangementerne i forbindelse med markeringen af 100-året for Genforeningen.