Flemming Meyer: Grænsekontrollen skaber barrierer

Formanden for Sydslesvigsk Vælgerforening mener, at grænsekontrollen er med til at splitte i stedet for at samle regionen.

- Det er utrolig svært her i Sydslesvig, at vi skal overbevise vores tyske naboer om, at de f.eks. skal støtte Sønderborg som kulturhovedstad og så samtidig sige, at hvis I vil besøge Sønderborg, så skal I vise jeres pas.

Sådan lyder det fra Flemming Meyer, der ikke er glad for, at grænsekontrollen formentlig kommer til at fortsætte også efter 12. november.

EU-kommissionen er nemlig på vej med nye regler, der giver Danmark mulighed for at opretholde kontrollen, hvis det er muligt at dokumentere, at der er en reel terrorrisiko.

EU mener ikke, at Danmark kan blive ved med at have grænsekontrol på grund af EU's ydre grænser. Men med de nye regler, der kan træde i kraft om halvanden år, så kan grænsekontrollen formentlig fortsætte et halvt år ad gangen.